»Jeg ville ønske, jeg kunne fjerne det – men det kan jeg jo ikke«

En kold og insisterende vind niver i ører og ansigt, straks Vagn Nielsen træder udenfor. Han holder meget af at gå lange ture. Det har han altid gjort, og selvom vinden får ham til at knibe øjerne sammen og trække skuldrene opad mod ørene, så går han.

– Jeg er vant til Vesterhavet. Der kan også blæse meget derovre, og der var vi jo udenfor alligevel,” siger Vagn, der er født og opvokset i Vestjylland.

Inden længe vil han være fremme ved værestedet "Stedet" for mennesker med demens, hvor han kommer to dage om ugen. Og hvor han trods sin demenssygdom selv finder både frem og tilbage fra.

Et liv trods demens

I tre år har Vagn Nielsen levet med vaskulær demens. Demenssygdommen kom som et lyn fra en klar himmel. En blodprop sendte ham akut på hospitalet, og selvom han nærmest mirakuløst overlevede, blev hans skæbne, at demenssygdommen blev udskrevet sammen med ham.

Det har både han og hans nærmeste forsøgt at forholde sig til siden. Demens er en hård og til tider uforståelig skæbne for alle, der kommer i berøring med den. Sådan er historien også for Vagn. Men historien om Vagn er også, at der findes et liv trods demens.

En uundværlig lommebog

Det kan være svært selv at sætte ord på, hvordan demenssygdommen har ramt. Men Vagn ved, at det er korttidshukommelsen, den er gal med.

– Jeg synes, jeg er ret hukommelsessvækket. Jeg glemmer, hvor jeg har lagt ting, og hvornår jeg skal det ene og det andet. Så jeg er nødt til at have det hele skrevet ned på små sedler og i min lommebog, fortæller han.

I bogen kan Vagn se, at hjemmehjælpen kommer hver dag. At Vagn skal på "Stedet" denne dag kl. 10 står også i lommebogen. Derfor kommer han også afsted, som han skal.

Sådan var det ikke lige efter blodproppen. I starten kunne han finde på at gå hjemmefra og have svært ved at finde hjem. Han kunne også glemme at spise eller tage sin medicin, hvis ikke nogen hjalp ham med at få det gjort.

Det er blevet meget bedre i dag, fordi der er struktur i hverdagen. Det er også blandt Vagns bedste råd til dem, der er pårørende til en demensramt.

– Man skal kende de daglige gøremål og spørge ind til, om man har husket ditten og datten. Være på forkant. På den måde så går det, synes jeg, fortæller Vagn.

Den nødvendige støtte

Strukturen er naturligvis ikke kommet af sig selv. For med sig gennem livet, blodproppen og nu demenssygdommen har Vagn sin ven. De har kendt hinanden i over 40 år, og det er vennen, der sørger for, at Vagn har sin lommebog at orientere sig i.

Det giver tryghed at kunne gå hen og se, hvad der skal ske i løbet af dagen.

Vagns ven skriver hver dag, at hjemmehjælpen kommer, og hjemmehjælpen skriver i bogen, at de har været der. Så når Vagn ikke kan huske, de har været der, kan han tjekke det. Så er der sikkerhed for, at han har fået sin medicin.

De pårørendes sygdom

Det siges, at demens også er de pårørendes sygdom, fordi det i stigende grad er den pårørende, der må påtage sig de praktiske og følelsesmæssige byrder efterhånden som demenssygdommen breder sig. 

Det kan Vagns ven skrive under på. I starten var det hele meget voldsomt for ham. I dag har han det bedre og lever med, at demens blev Vagns skæbne.  

Købmanden kommer til storbyen

Vagn bor i sin egen lejlighed. Han får hver dag besøg af sin ven. De spiser ofte frokost og altid aftensmad sammen. De hygger sig, og går også tit ud og spiser.

Vagn kom til København som ung efter, at han først blev udlært købmand fra en købmandsgård. Inden København var han værnepligtig i Aarhus.

Dengang værnepligten varede 18 måneder og telegrafregimentet havde til huse her.

Udlængsel i Aarhus

I Aarhus fik han udlængsel. Han ville opleve storbyen, fik arbejde i et supermarked på Nørrebro, gennemførte senere en uddannelse som sygehjælper og studerede på pædagogseminaret.

Alt det kan Vagn godt huske. På trods af demenssygdommen.

– Ja, hvad der er sket for 50 år siden, det kan jeg godt huske, siger Vagn med et lunt grin.

Et sted at spejle sig

Efter gåturen er Vagn kommet ind i varmen på Stedet, som værestedet for mennesker med demens hedder.

Mens fingeren kører i en glidende bevægelse under ordene på avisens forside, læser Vagn højt. Han har sat sig ved det store spisebord i den fælles stue og læser på forsiden af dagens udgave af BT/MX, mens han kommenterer historien, om en ung mand, der netop har fået en fængselsstraf. Oplæsningen er hakkende og lidt langsom, men klar og forståelig.

Mens Vagn læser op, sidder en seks mennesker omkring ham og lytter. Lige som ham har de demens. Og lige som ham kommer de et par gange om ugen på Stedet.

Socialt samvær er afgørende

For mennesker med demens kan det være afgørende at bevare sociale relationer. Mange mennesker med demens oplever over tid tab af deres sociale liv og omgangskreds. Det er til trods for, at de naturligvis også kan savne den sociale kontakt med andre.

I forskningen ses flere tegn på, at socialt samvær kan have en forbyggende virkning mod svækkelsen af de mentale evner. Meget tyder på, at det kan være med til, at sygdommen ikke udvikler sig lige så hurtigt.

– Det giver meget, at jeg kan få dækket mine sociale behov her. Jeg har nogle mennesker at snakke med og spejle mig i. Man kan være afslappet over for hinanden her. Man ved, at man ikke er den eneste, der har problemer. Angående hukommelsen og andre ting, fortæller Vagn.

Udover det sociale samvær med andre med demens, kan Stedet også tilbyde Vagn struktur og aktiviteter. Her er der bl.a. fokus på fysisk motion og motion af hjernen, så både krop og sind kan holdes så frisk som muligt.

Tilbage til gåturen

En af de oplagte fysiske aktiviteter er naturligvis at gå ture. Det gør de også på Stedet, og Vagn er næsten altid med. 

At dyrke fysisk træning betyder ikke kun, at man holder sig i god fysisk form. Forskningen viser, at fysisk træning virker positivt på nogle af symptomerne ved en demenssygdom. Fysisk træning kan også have en positiv effekt på den demensramtes identitet – altså at man fastholder sin identitetsfølelse i længere tid.

Som sygdommen skrider fremad, kan det blive svært at indlære nye fysiske aktiviteter. Men hvis man har været glad for en bestemt sportsgren - og hvis man fastholder den – kan man bevare sin evne til at dyrke sport eller blot holde sig aktiv langt hen i sygdomsforløbet.

Vagns sportsgren er naturen.

– Jeg bliver glad at være ude i naturen. Opstemt kan man sige. Vind og vejr, fugle og dyreliv. Det er dejligt, siger Vagn.

Demens er blevet et levevilkår for Vagn. Spørger man ham i dag, så er demenssygdommen ikke noget, han går og bliver bange over, at tænke på. Han kan jo ikke gøre noget ved det.

– Jeg plejer at sige, at det kunne være værre, siger Vagn.

Kirsten og Vagn

For omkring tre år siden fik Kirsten og Vagn begge diagnosen, der ændrede deres liv for altid. Demens. Hvordan holder man fast i livet, så længe man kan? På et værested på Frederiksberg har Kirsten og Vagn fundet en del af svaret.

Læs, hvordan Kirsten holder fast i livet trods hendes demenssygdom