Sådan skal du gøre, når du ser det nye demenssymbol
Læs, hvad du skal gøre, når du ser demenssymbolet, og om hvordan man bestiller det.
Demenssymbolet skal gøre det tryggere for mennesker med demens – og dermed også deres pårørende – at færdes i det offentlige rum.
Demenssymbolet er et hjælpemiddel, man kan bruge, hvis man ønsker at vise, man har demens – fx for at møde større forståelse og tålmodighed i bussen eller supermarkedet.
Symbolet er udviklet af Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark. Der har været mennesker med demens, pårørende, fagfolk og frivillige med til at udvikle symbolet.
Læs mere om symbolet på www.demensvenligtdanmark.dk
Demenssymbolet
Det skal du gøre, når du ser demenssymbolet
Når du møder en person, der bærer symbolet, så skal du være ekstra opmærksom. Måske er der brug for en hjælpende hånd, men det er ikke sikkert. Det er langt fra altid, at en, der har demens, har brug for hjælp. Nogle gange kan et smil eller lidt ekstra tid, forståelse og tålmodighed gøre en stor forskel.
Husk disse tre simple råd, når du ser demenssymbolet:
- Tag kontakt – Smil og vær imødekommende.
- Tal tydeligt – Stil ét spørgsmål ad gangen.
- Vær tålmodig – Sæt tempoet lidt ned, og hjælp gerne på vej.
Sådan får du et demenssymbol
Hvis du kender en, der har demens og gerne vil bruge symbolet, kan du bestille et gratis sæt med demenssymbolet i.
Demenskittet
I sættet er der flere ting, som du kan bruge efter lyst og behov. Der er både en pin (nål til tøjet, tasken e.l.), klistermærker, en nøglering og et skilt, så man kan bære symbolet både synligt og diskret.
Hvis du vil bestille et gratis demenskit kan du kontakte demenskoordinatoren i din kommune eller dit lokale rådgivnings- og aktivitetscenter.
Du kan også bestille sættet i Ældre Sagens webshop mod betaling af portoen.
Bestil demenssymbolet i Ældre Sagens webshop
Læs også: Demenstest – test om der er tegn eller symptomer på demens