""

Mental sundhed

Styrk din mentale sundhed og stå stærkere

Mental sundhed er mere end bare at holde hjernen frisk. Det handler om din livsglæde og om at ruste dig til de udfordringer, livet byder på.

En 80-årig hjerne kan sagtens være næsten lige så aktiv som en yngre hjerne. Hjernen går ikke i stå, bare fordi den bliver ældre. Men når du bliver ældre, skal du yde en større indsats for at holde hjernen frisk, end du behøvede som yngre.

Ligesom med kroppen, har hjernen brug for sund kost og motion.

Læs også: Hold hjernen i form

Men mental sundhed handler om mere end en veltrænet hjerne. Det handler også om pleje og træning af de psykologiske ressourcer og evner, der er nødvendige for at kunne udvikle sig som menneske og klare de udfordringer, der dukker op i livet – ikke at blive væltet omkuld.

Hvad er mental sundhed?

Din mentale sundhed bliver påvirket af, om du har det godt med dig selv og dit liv, om du har en følelse af meningsfuldhed og er glad og tilfreds det meste af tiden.

Din mental sundhed er også betinget af, om du fungerer godt i din dagligdag sammen med andre, at du udvikler dig, lærer, klarer hverdagens gøremål, har sociale relationer og kan håndtere livets udfordringer som for eksempel perioder med pres og meget om ørerne. 

Det er din mentale sundhed, der skal ruste dig til at klare de udfordringer, livet byder på.

Når din mentale sundhed er i balance, vil du bedre kunne håndtere udfordringer og klare modgang. Er din mentale sundhed svækket og dine mentale resurser begrænsede, kan du lettere blive slået ud af kurs. Det er også her, vi er mere sårbare overfor at udvikle stres, angst eller depression.

Hvordan bliver man mental sund?

Lige som din fysiske form kræver kontinuerlig vedligeholdelse, gør din mental sundhed også.

Der findes flere måder at styrke din mentale sundhed – og på den måde styrke din egen modstandskraft. Overordnet set handler det om at: 

  • Gøre noget aktivt
  • Gøre noget sammen med nogle
  • Gøre noget meningsfuldt.

Du kan forbedre og styrke din mentale sundhed ved at være aktiv, indgå i sociale fællesskaber og sørge for at føle meningsfuldhed i dit liv. Der er ikke en formel på, hvilke specifikke aktiviteter det kræver.

Det kan være alt fra at gå en tur, dyrke sport, gå i haven, synge, melde dig ind i en forening eller på et aftenskolehold, meditere, svømme, danse til din yndlingssang eller rydde – eller noget helt andet, der betyder noget for dig.

Er du i tvivl om, hvordan du kan styrke din mentale sundhed, så overvej, hvad der gør dig rigtigt glad. Hvornår har du sidst gjort noget, der gav dig energi? Er du i gang med noget, der udfordrer dig for tiden? Er du med i fællesskaber, der betyder noget for dig? Har du overvejet frivilligt arbejde eller på anden måde at hjælpe andre – det er nemlig også godt for din mentale sundhed.

Læs mere om, hvad der fremmer mental sundhed på Sundhedsstyrelsens hjemmeside

Bliv klogere på mental sundhed og få 3 veje til at skabe øget mental sundhed i dit liv i e-bogen "Mental sundhed" af Vibeke Koushede

Gratis øvelser til mental sundhed

Du kan også påvirke din mentale sundhed gennem mindfulness og compassion øvelser.

Mindfulness

Mindfulness er en metode til at øge kvaliteten af dit liv. Formålet med øvelserne er at mindske forskellige former for mental lidelse eller smerte og at opbygge et vedvarende sundt mentalt helbred.

Mindfulness betyder at være til stede i nuet og acceptere, det du oplever.

Læs mere om mindfulness på Aarhus Universitets hjemmeside

Compassion

Compassion-træning kan hjælpe dig til bedre at håndtere svære følelser. Ved at træne compassion udvikler din evne til at indgå i sundere relationer til dig selv og andre. Compassion-træning kan øge din empati, robusthed og sociale adfærd og på den måde mindske risikoen for stress og angst og give dig mere sindsro i hverdagen.

Læs mere om compassion-træning på Aarhus Universitets hjemmeside

Træn mindfulness og compassion med gratis øvelser på Aarhus Universitets hjemmeside


Kilder: ABC for Mental SundhedSundhedsstyrelsen og Aarhus Universitet

Sidst opdateret 18.03.2021