Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Sex og samliv

Sex hele livet

Med årene kan der komme udfordringer i jeres samliv, der gør det svært at elske. Det kan også være, at sex bliver bedre med alderen, fordi I slipper præstationsangst og nyder hinanden her og nu.

Kroppen, psyken og lysten forandrer sig for nogle – og er forandringerne en udfordring, findes der ofte gode løsninger. Snak om tingene, og søg hjælp, hvis det er det, der skal til.

Det værste er at lukke problemerne inde, at give din partner skylden eller at begrave lysten, selvom den er der. Det kan være sundt og fint at udleve den lyst, du har, fordi det kan give dig en god livskvalitet selvom du er ældre

Det lange forspil

Både kvinder og mænd kan efter overgangsalderen opleve, at krop og kønsdele ikke reagerer ligesom før. I kan vælge at løse problemerne med cremer og potenspiller, men I kan måske også være sammen på andre måder.

Det vigtigste er, at I accepterer de forandringer, som sker med kroppen, at I snakker om sex og griner lidt af de udfordringer, som opstår undervejs.

I kan blive ramt af sygdom, og det kan måske gå ud over jeres samliv.

Læs også: Problemer med sex og samvær kan løses

Bevar nærheden

En eller begge af jer har måske fået sukkersyge, åreforkalkning, problemer med hjertet eller kræft. Måske flere alvorlige sygdomme samtidig, der slider på jeres samliv – også det seksuelle.

Husk at bevare nærheden, at kramme hinanden og røre ved hinanden, selvom en af jer er syg.

Det giver glæde, nærhed og kærlighed at kramme. Det kan måske også tænde for lysten til sex trods sygdom.

I kan miste jeres syge ægtefælle eller samlever, og så kan sorgen måske komme til at fylde mest.

Læs også: Bevar sexliv og intimitet efter sygdom

At miste og finde en ny

Det er hårdt at miste sin kone eller mand, men en dag kan lysten til et andet menneske og lysten til sex komme igen. Det kan være med til at give dig livsmodet tilbage.

Men det er lige så naturligt, hvis du foretrækker gode venskaber, hvor sex ikke spiller en rolle.

Læs også: Find kærligheden igen hvis du har mistet

Sådan finder du en ny kæreste

Nogle bruger datingsider til at lede efter en ny kæreste, men flere og flere bruger desuden sociale medier til at møde nye mennesker.

Når du vælger datingside, så vær kritisk. Nogle datingsider er meget dyre at bruge. Andre er faktisk fupsider, der udnytter mennesker der søger en ny kærlighed i deres liv.

På nettet kan du finde mange fællesskaber, hvor mennesker mødes på forskellige måder. Facebook har fx mange lokale grupper.

Læs også: Find kærlighed eller venskab med netdating

Find nye venner

Har du en interesse eller en hobby, kan du engagere dig i det lokale foreningsliv: i sportsklubben, i en organisation med frivillige eller i et politisk parti.

Også her kan du møde nye venner – og måske møde kærligheden.

Ældre Sagen har 215 lokalafdelinger, hvor mennesker mødes og nogle finder hinanden gennem motionstilbud, foredrag, rejser og fællesspisning.

Læs også: Få nye venner i dit liv

 

Få rabat hos Sinful

Medlemstilbud

Sinful.dk er en danskejet erotisk webshop, der sobert og stilrent præsenterer de bedste erotiske produkter.

Som medlem af Ældre Sagen får du 10 % på sexlegetøj og hjælpemidler.

Sidst opdateret 07.02.2024