Kampagne: Vi giver en stemme til mennesker med demens.

Demens

Livet med Alzheimer og andre former for demens

Fakta om demens ved Parkinsons sygdom

Parkinsons sygdom er en sygdom i hjernen, der er karakteriseret ved rysten, stivhed, langsomme bevægelser og usikker balance. Sygdommen kan hos nogle udvikle sig til Parkinsons med demens.

Parkinsons sygdom er den næstmest udbredte hjernesygdom efter Alzheimers sygdom. Parkinsons sygdom medfører imidlertid ikke nødvendigvis demens.

Parkinsons sygdom er opkaldt efter den engelske apoteker, kirurg og geolog, James Parkinson (1755-1825). I 1817 beskrev han seks patienter med såkaldt 'rystelammelse'.

Hvad er Parkinsons sygdom?

Bevægelsesforstyrrelserne ved Parkinsons sygdom skyldes mangel på signalstoffet dopamin.  

Ved Parkinsons sygdom med demens ses en ophobning af Lewy bodies (Lewylegemer) i hjernevævet. Der er også tiltagende mangel på signalstoffet acetylkolin som ved Alzheimers sygdom og ved Lewy body demens.

Hvor mange får demens ved Parkinsons sygdom?

Demens ved Parkinsons sygdom menes at udgøre cirka to procent af det samlede antal tilfælde af personer med demens.

Forskning viser, at hver tredje  menneske med Parkinsons sygdom udvikler demens, og at flertallet af ældre med Parkinsons sygdom får demens i slutstadiet af sygdommen.

Demens ved Parkinsons sygdom minder om Lewy body demens, hvad angår symptomer og sygdomsmekanismer, og det øger usikkerheden om det reelle antal af forekomster.

Symptomer for demens ved Parkinsons sygdom

Demens ved Parkinsons sygdom udvikles gradvist og snigende og ses ved, at mentale færdigheder som overblik, planlægning, initiativ og styring påvirkes. Det sker tidligt i sygdomsforløbet, og før demensen indtræder.

Nogle personer med Parkinsons sygdom oplever hallucinationer og ser syner i perioder. De er ofte meget livlige, detaljeret og naturtro.

Problemer med indlæring og hukommelse er som regel mindre fremtrædende end ved Alzheimers sygdom.

Forløb ved demens ved Parkinsons sygdom

Parkinsons sygdom begynder med problemer i bevægeapparatet, der bliver værre med årene. Gennem sygdomsforløbet kan mental træghed og lettere hukommelsessvigt forekomme hos nogle personer, og det kan efterfølges af demens.

Demens ved Parkinsons sygdom vil betyde tiltagende mental træghed, koncentrationsbesvær, svigtende overblik og manglende evne til at planlægge og ikke mindst problemer med at skifte tankegang eller omstille sig til nye situationer.

Depression er desuden et hyppigt ledsagesymptom.

Længden af sygdomsforløbet ved Parkinsons sygdom varierer betydeligt, men forekomsten af demens øger dødeligheden og afkorter derved sygdomsforløbet.

Risikofaktorer for demens ved Parkinsons sygdom

Høj alder, tilstedeværelse af hallucinationer, depression og lang sygdomsvarighed er nogle af de risikofaktorer, der er for at udvikle demens ved Parkinsons sygdom. Mænd har højere risiko end kvinder.

Også motoriske symptomer som langsomme og stive bevægelser, usikker balance og gangbesvær ser ud til at være forbundet med en øget risiko for mental svækkelse og demens.

Dog synes rystelser ikke at være forbundet med demens.

Behandling af demens ved Parkinsons sygdom

Demens ved Parkinsons sygdom kan ikke helbredes, men kan behandles med medicin, der kan hæmme nedbrydningen af signalstoffet acetylcon, som hjernecellerne bruger til at kommunikere med hinanden.

Medicinen kan ikke stoppe udviklingen men blot forsinke den, og medicinen virker forskelligt fra person til person. Nogle oplever fortsat forværring, mens andre oplever stabilitet og får det bedre i en periode.

Den medicinske behandling kan ikke stå alene, og mennesker med demens ved Parkinson sygdom har behov for :

  • Fysioterapi og træning
  • Medicin til tiden
  • Sund kost og drikke
  • Socialt samvær
  • Struktur i hverdagen
  • Aktiviteter og meningsfuld beskæftigelse.

Familien har brug for vejledning og rådgivning og ikke mindst aflastning.

Læs mere om demens ved Parkinsons sygdom hos Nationalt Videnscenter for Demens

Kilde: Nationalt Videncenter for Demens 

Sidst opdateret 05.03.2019