Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Motion

Motion styrker dit helbred

Vinterbadning: Sådan kommer du i gang

Vinterbadning giver velvære og kræver ikke noget særligt udstyr. 

Her får du vores 7 bedste råd til en sikker og sund sæson i bølgen blå.

1) Nyd fordelene ved vinterbadning

Vinterbadning får dig til at føle dig sundere, og du møder højst sandsynligt nye mennesker. I mange vinterbaderklubber bliver der afholdt sociale sammenkomster.

Så hop i bølgen og oplev velvære og fællesskab omkring det kolde gys. 

2) Bad altid sammen med andre

Inden du springer i, så hav styr på sikkerheden først. Følg de gode råd om badesikkerhed, når du vinterbader:

  • Du skal kunne svømme.
  • Hold øje med vejr, vind og strøm i vandet og tag dine forholdsregler.
  • Bad altid sammen med andre.

I saunaen sveder kroppen meget, så sørg for at drikke rigeligt med vand.

Stiger og broer kan være glatte af is, så pas på, når du stævner ud.

Hvis du bliver dårlig eller falder, skal du kunne få hjælp hurtigt. Derfor er reglerne for badesikkerhed ekstra vigtige for vinterbadere.

Vinterbadere kan også komme til at trække vejret for hurtigt og hyperventilere. Det kan i værste tilfælde betyde, at man besvimer i vandet. Så gå forsigtigt frem og læg mærke til, hvordan de krop reagerer på det kolde vand.

Læs mere om kroppen og vinterbadning på www.videnskab.dk

3) Begynd i efteråret 

Den officielle sæson for vinterbadere går fra oktober til april, men du kan starte, når du har lyst. Mange vinterbadere går i vandet året rundt.

Forskere anbefaler faktisk, at man starter i august og september, så kroppen langsomt kan vænne sig til køligere temperaturer.

4) Meld dig ind i en klub

Du kan gå i vandet fra stranden eller søbredden, hvor vandet er rent nok, lige når du har lyst til det.

Se, hvor der er blåt flag i nærheden af dig på www.friluftsraadet.dk

Vil du i mere trygge rammer, tilbyder vinterbaderklubberne ofte gode faciliteter og socialt samvær.

Ofte tilbyder klubben en introduktion til nye medlemmer. Kontakt de enkelte klubber for at få mere at vide om medlemskab og kontingent.

Se liste over vinterbaderklubber på www.vinterbader (under "Medlemsklubber")

5) Husk håndklæde

Det kræver ikke særligt udstyr at vinterbade. Du behøver i princippet kun et badehåndklæde. I de fleste klubber er det valgfrit, om du vil bade nøgen eller ej. Men badetøj kan føles ubehageligt både på en frostklar dag og i saunaen.

Bliver du seriøs vinterbader, kan du måske med tiden få glæde af en dejlig badekåbe og et par slippers.

6) Mærk rusen

Når du hopper i det kolde vand, trækker blodkarrene sig sammen, og det udløser endorfiner og adrenalin i blodet. Det kan give en rus af glæde og energi.

Vinterbadere føler sig sundere og har færre sygedage end andre. Men det er ikke dokumenteret, at det har en direkte sammenhæng med det kolde vand.

Nogle undersøgelser tyder dog på, at en svømmetur i koldt vand er god motion, og vinterbadning kan måske mindske risikoen for at få sukkersyge.

7) Gør som du vil

Forskerne anbefaler, at man bader tre gange om ugen for at få den bedste effekt. Men det gælder om at finde sin egen rytme.

Nogle bader hver dag, andre en gang om ugen, og nogle kun nytårsdag. Nogle tager svømmetag i vandet, andre dypper sig blot hurtigt. Nogle hopper i fra broen, andre vil helst ikke have hovedet under vand.

Det herlige ved vinterbadning er, at du selv bestemmer.

Læs mere om motion


Kilder: Landsformand for Vinterbaderforeninger i Danmark og formand for vinterbaderklubben Isbjørnen i Aalborg, Jørgen Hedevang, Videnskab.dk. Badesikkerhed.dk, Iwsa.world, Internationaliceswimming.com og forskningsartikler.

Sidst opdateret 18.12.2023