Et ud af tre tilfælde af demens kan undgås
Forskning viser, at et ud af tre tilfælde af demens faktisk kan undgås eller udsættes.
Læsetid: 3-5 minutter
--------------------------
Det påvirker din krop positivt og hjælper dig med at holde demens for døren, når du passer godt på dig selv mentalt og fysisk.
Du kan ikke fuldstændig fjerne risikoen for at udvikle demens ved at leve sundere.
Men du kan udskyde udviklingen af demenssygdom eller nedsætte risikoen for at udvikle den i hvert tredje af alle tilfælde af demens. Det viser en forskningsartikel bragt i Alzheimer’s & Dementia, The Journal of the Alzheimer's Association.
Ifølge forskere fra bl.a. Nationalt Videnscenter for Demens kan et ud af tre tilfælde af alle tilfælde af demens undgås eller udsættes med en bestemt kost, motion og livsstil.
Her er, hvad du kan have fokus på for at leve sundere og forebygge demens.
En sund hjerne og et sundt hjerte
Når du passer godt på dit hjerte, vil det gavne din hjerne. Diabetes, forhøjet blodtryk og et højt kolesteroltal kan medvirke til demens. Hold derfor godt øje med dit blodsukker, kolesterol og blodtryk – det har indvirkning på både din hjernes og dit hjertes sundhed.
Læs også: Spis sundt og klimavenligt med de 7 kostråd
Hold din hjerne i gang med ny læring
Du kan opbygge en god portion robusthed af viden og tankevirksomhed i din hjerne ved at bruge den meget. Det giver hjernen noget at stå imod med, hvis den bliver syg.
Du opbygger en god reserve ved at udfordre din hjerne, bruge den og lære livet igennem. Uddannelse og intellektuelle udfordringer vil hjælpe med at holde funktionsniveauet oppe og dermed udskyde udvikling af demens – så hold dig beskæftiget, læs, lær, lyt, gå i gang med noget nyt, også efter du har forladt arbejdsmarkedet.
