Demens

Livet med Alzheimer og andre former for demens

Kan demens behandles?

Alzheimer og andre former for demens kan ikke helbredes. Medicinsk behandling kan ved nogle demenssygdomme dæmpe symptomerne. Den bedste behandling herudover er god pleje og omsorg.

Medicin kan hæmme nogle af symptomerne på Alzheimer og andre former for demens i en periode. Desværre er det ikke alle mennesker, som medicinen virker på, og på et tidspunkt vil medicinen holde op med at virke. Demensmedicin er også ofte forbundet med bivirkninger.

Sørg for at have en god dialog med lægen om forbruget og virkningen af medicinen. Medicinsk behandling skal altid suppleres med god omsorg og pleje, så den demensramte får den bedst mulige hverdag.

Pleje og omsorg ved demens

Mennesker med demens vil få vanskeligere ved at klare praktiske ting i hverdagen, som sygdommen udvikler sig. Mange vil dog – særligt i de indledende stadier af sygdommen – kunne gøre mange ting, hvis de får støtte til det.

Demens og hjælpemidler

Teknologiske hjælpemidler og ændringer i indretningen i hjemmet vil kunne hjælpe personer med demens til lettere at kunne færdes og gøre ting i hjemmet.

Senere i sygdomsforløbet er det afgørende, at den demensramte får god og tilstrækkelig hjælp til klare de forskellige gøremål i hverdagen. Det kan fx handle om hjælp til personlig hygiejne, til at klæde sig på, til at spise og hjælp til at gå ture og til at deltage i sociale aktiviteter.

Læs også: Hjælpemidler til demensramte

Kontakt Ældre Sagens rådgiver om demensViden om demens er afgørende

Det er vigtigt, at de personer, der skal hjælpe personen med demens i hverdagen, hvad enten der er tale om pårørende, venner eller fagpersonale, har god viden om sygdommen og bestræber sig på at forstå og leve sig ind i den demensramtes verden.

Det kan man fx gøre ved at skabe rolige og trygge omgivelser og ved at observere, lytte, tale og have fysisk kontakt på den måde, som den demensramte reagerer positivt på.

At hjælpe nok og ikke for meget

Det er en vanskelig balance på den ene side at understøtte, at personen med demens fortsat har så stort et ansvar for sit eget liv som muligt, og på den anden side at hjælpe med – eller helt at overtage – udførelsen af forskellige opgaver, fordi den demensramte ikke selv er i stand til det. 

Læs også: Pårørende og demens: Her får du hjælp

Sidst opdateret 02.09.2019