Folkepension

Sådan kommer du godt på folkepension

Se de gældende satser for folkepension 2019 og få svar på, hvordan du kommer godt på folkepension, når du når pensionsalderen.

Tjek din årsopgørelse for pension

Er du pensionist, får du i juni måned årsopgørelsen for din pension fra Udbetaling Danmark. Den viser, om du har fået det rigtige i pension.

Udbetaling Danmark opgør hvert år, om du har fået det rigtige i pension ud fra årsopgørelsen fra SKAT.

Du får årsopgørelsen i løbet af juni måned. Hvis du er selvstændig eller af andre grunde har en udvidet selvangivelse, får du dog først opgørelsen i september måned.

Langt de fleste får at vide, at de har fået det rigtige i pension. Men det kan være, at du har pension til gode, eller skal betale penge tilbage.

Har du ikke modtaget din årsopgørelse?

En del folkepensionister har ikke fået årsopgørelsen fra Udbetaling Danmark for 2017 . Andre pensionister vil opleve noget tilsvarende for årsopgørelsen for 2018, selv om årsopgørelsen fra SKAT er klar. Det skyldes en juridisk uklarhed om reglerne for pensionsberegningen, som blandt andet berører pensionister, hvis ægtefælle eller samlever er gået på pension i løbet af året.

Forstå beregningen

Brevet fra Udbetaling Danmark indeholder kun de mest nødvendige oplysninger om opgørelsen af pensionen. Hvis du ikke umiddelbart kan genkende tallene i opgørelsen, kan du finde hjælp på Borger.dk til, hvordan tallene skal forstås.

Du kan få tilsendt den fulde beregning ved at ringe til Udbetaling Danmark på telefonnummer 70 12 80 61, hvis du ønsker at se alle detaljer i beregningen.

Se vejledningen på Borger.dk til, hvordan tallene i brevet skal forstås

Få penge tilbage

Hvis du har fået for lidt i pension, skal du have penge tilbage.

Pengene kommer automatisk ind på din konto sammen med din folke- eller førtidspension for juli måned.

Læs også: Får du det rigtige i pension?

Betal pension tilbage

Du skal betale pension tilbage, hvis du har fået udbetalt for meget i pension sidste år.

Udbetaling Danmark sender et brev til dig med en vejledning om, hvordan du skal betale pengene tilbage.

Hvis du skal betale penge tilbage, kan det være fordi, du har haft kapitalindkomst – fx renteindtægter eller aktieudbytte, som overstiger det beløb, der står i din forskudsopgørelse hos SKAT. Det kan være meget svært at forudse aktieudbytte.

Det en god idé ikke at sætte renteindtægt eller aktieudbytte for lavt på forskudsopgørelsen, hvis du vil undgå at skulle betale pension tilbage næste år – og i øvrigt at forskudsopgørelsen hos SKAT altid viser de aktuelt forventede indtægter.

Hold øje med e-boks eller postkasse

Du får årsopgørelsen i din e-boks. Hvis du er fritaget for digital post, får du den i din postkasse.

Læs også: Bliv fritaget for digital post


Se videoen, der er udarbejdet af Udbetaling Danmark

Læs om årsopgørelsen på Borger.dk under ”Opgørelse og tilbagebetaling af folke- og førtidspension”

Sidst opdateret 19.06.2019