Får du det rigtige i pension?
Din pension bliver beregnet ud fra din forskudsopgørelse. Du bør tjekke, at oplysningerne er korrekte, så du får det rigtige udbetalt i pension.
Bliver du pensionist i løbet af året, har du pligt til at oplyse om dine indtægter til Udbetaling Danmark. Hvis du er pensionist ved årets begyndelse, bliver din pension beregnet ud fra forskudsopgørelsen fra Skattestyrelsen. Hvis du bliver enlig, vil dit pensionstillæg blive ændret. Ved ændringer i din formue, skal du huske at oplyse ændringer i forhold til ældrecheck og helbredstillæg til Udbetaling Danmark.
Din pension bliver efterreguleret
Hvis du er pensionist ved årets begyndelse, bliver din pension beregnet ud fra forskudsopgørelsen fra Skattestyrelsen. Pensionen bliver hvert år efterreguleret, hvis indtægterne viser sig at være anderledes end forventet.
Den årlige efterregulering sikrer, at du altid ender med at have fået den korrekte pension.
Hvis du bliver enlig
Kommer du i den situation, at du bliver enlig, fx hvis din ægtefælle eller samlever flytter i plejebolig, vil dit pensionstillæg blive ændret. Det gælder også, hvis du bliver skilt eller bliver enke/enkemand. Husk at oplyse ændringer til Udbetaling Danmark.
Du skal være opmærksom på, at formuen og friværdien i fast ejendom følger den, der på papiret ejer den, når det drejer sig om boligstøtte, ældrecheck og helbredstillæg.
Du kan høre mere om den situation i videoen.
Tjek selv dine oplysninger
Vil du være sikker på, at få det rigtige udbetalt i pension gennem hele året, skal du tjekke, om de oplysninger du har givet til Skattestyrelsen på forskudsopgørelsen er korrekte.
