Godt i gang med it

Dit digitale liv

Styrk din motivation med en app

Er du en af de mange, der starter det nye år med et nytårsforsæt? Her får du en håndfuld apps, der kan hjælpe dig med at komme godt ind i det nye år.

At gennemføre et nytårsfortsæt handler om at opbygge en vane. Typisk en ny vane, som er god for helbreddet eller selvværd. Men de fleste af os kender til, hvor svært det kan være at komme i gang. Og når det endelig lykkes, kræver det viljestyrke at fastholde motivationen.

Smartphonen holder dig i ørerne

Smartphonen kan hjælpe dig med at gennemføre dit nytårsfortsæt. For smartphonen er med dig overalt, hvor du går, og der findes mange apps, der opmuntrer til at fastholde motivationen til dine nye vaner.

Kan du leve med reklamer, er der mange gratis apps. Mange betalings-apps har også en gratis sektion eller et introduktionsforløb, der indeholder rigeligt inspiration eller øvelser til at starte med.

Her får du en række tips til apps, der kan klæde din smartphone på til at hjælpe dig i gang med nye sunde vaner: 

Hvis du vil leve mere sundt

Et sundt liv kan være med til at forebygge de livstilsygdomme, der kan give dig problemer, når du kommer op i alderen. Her er nogle eksempler på apps, der på en enkel måde kan motivere dig til at leve sundt:

Lev sundere og spar penge

Spenderlog er en app, som hjælper dig med st holde styr på dit forbrug. Det gør den ved at vise dig præcis, hvad du bruger dine penge på.

Ud fra dit dagligvareforbrug, bliver der genereret en indkøbsliste, som viser, hvad du plejer at købe. Du kan sætte mål for dit forbrug - uanset om du vil spare penge eller leve sundere.

Spenderlog til IOS-enheder
Spenderlog til Android-enheder

Få styr på dine spisevaner

Når man kommer op i alderen, er det ikke unormalt, at kiloene sætter sig anderledes end tidligere. Også selvom spisevanerne er de samme, som de altid har været. Det skyldes måske, man ikke er så aktiv som tidligere eller, at man glemmer at spise nok.

Med appen "Lifesum" kan du indtaste, hvad du spiser og drikker i løbet af en almindelig dag. På baggrund af dine spisevaner giver appen et bud på, hvor sundt du spiser og drikker, og hvor stort dit kalorieindtag er. Du skal naturligvis opsøge din læge, hvis din vægt pludselig ændrer sig meget. 

Lifesum til IOS-enheder
Lifesum til Android-enheder  

Få styr på dit alkoholforbrug

Aplan er en app, der kombinerer viden, tests og behandlingsværktøjer på alkoholområdet.

Testene kan være et godt udgangspunkt, hvis du vil have et overblik over dit alkoholforbrug samt din adfærd i forbindelse med alkoholindtag.
Aplan giver desuden viden om alkohols påvirkninger på helbredet, og information om muligheder for behandling.

Aplan til IOS-enheder
Aplan til Android-enheder

Stop med at ryge

Appen "E-kvit" er en mobil og gratis hjælp til helt at kvitte cigaretterne eller til at nedtrappe dit forbrug af nikotin.

Opret en profil og fortæl programmet om din rygning, din motivation og dine vaner. Derefter får du din egen stopplan, og du modtager skræddersyede beskeder på din telefon.

E-kvit til IOS-enheder 
E-kvit til Android-enheder

Drik mere vand

Der er rigtig mange gode grunde til at drikke rigeligt med vand i løbet af dagen. Men det kan være svært at huske. Drikker du vand nok, eller glemmer du det i løbet af dagen?

Appen ”Min vandbalance” beregner hvor meget vand, din krop har behov for. Den husker dig på at drikke vand hver dag, og den fører statistik over dit vandindtag.

Min vandbalance til IOS-enheder 
Min vandbalance til Android-enheder 

Udover de apps, der er nævnt her, findes der masser af apps til din smartphone, der kan hjælpe dig med at leve sundere. Fx appen Sundhed til IOS-enheder og app’en  Health Pal til Android-enheder.

Hvis du vil motionere

Motion rangerer som en klassiker blandt danskernes nytårsforsæt. Men pas på at din træningsplan ikke bliver for ambitiøs, især hvis du er ældre. Så risikerer du at få en skade eller at miste motivationen. Her følger nogle apps, der kan inspirere og motivere til enkel motion i hverdagen:

Øvelser 7 minutter om dagen
”7 minute workout” er et træningsprogram, der er sammensat af korte, men effektive, øvelser. Øvelserne kan udføres hjemme hos dig selv, og de tilhørende illustrationer hjælper dig til at udføre øvelserne korrekt.

Filosofien bag ”7 minute workout” er, at med en 7 minutters indsats hver dag, kan du komme i form og styrke din muskelmasse. Og det er ekstra vigtigt, når man bliver ældre.

7 minute workout til IOS-enheder
7 minute workout til Android-enheder 

Træn i intervaller

Det er godt at træne i intervaller. Med appen ”Cirkle Timer” kan du nemt opsætte enhver form for intervaltræning på din telefon eller tablet.

Uanset om du går en tur eller løber, kan du bruge "Circle Timer" til at styre træningen. Til simpel intervaltræning trykker du bare play, så fortsætter den, indtil du selv stopper den.

Cirkle Timer til IOS-enheder Cirkle Timer til Android-enheder

Tæl dine skridt

"Map my walk" tæller dine skridt. Udover det holder appen styr på dine bevægelser på et kort, så du kan se, hvor du har gået. Den beregner også din kalorie-forbrænding.

Appen "Map my walk" holder også øje med dine fremskridt måned for måned, og det er i sig selv en god motivation.

Map my walk til IOS-enheder
Map my walk til android-enheder 

Tag din træner med i lommen

"Endomondo" er en slags personlig træner, du kan have med i lommen. Appen gør motion sjovere, og den hjælper dig med at finde og bevare motivationen, uanset om du løber, cykler, går, ror i kajak eller dyrker en anden form for motion.

Endomondo til IOS-enheder
Endomondo til Android-enheder

Hvis du vil styrke hukommelsen

Der findes mange apps, der hjælper dig med at træne din hukommelsen og logiske sans. Fx giver mange spil god udfordring til koncentration og logik.

Der findes også en række apps, der er specielt udviklede til at træne hukommelse, koncentrationsevne og logik gennem øvelser, der tilpasser sig niveauet, alt efter hvordan du klarer dig.

Træn din hjerne

”Memorado” forbedrer din hukommelse, koncentrationsevne og logik. Du kan bestemme, hvad du vil blive bedre til. Fx ”Jeg vil gerne være god til at huske navne” eller ”Jeg vil blive bedre til at regne”.

Memorado skræddersyr derefter et dagligt træningsprogram til dig baseret på dine præferencer, og hvor god du er til at løse opgaverne.

Memorado til IOS-enheder  
Memorado til Android-enheder  

Styrk din hukommelse

"Peak" består af en række udfordrende minispil på tværs af flere kategorier (hukommelse, fokus, sprog, mental adræthed og problemløsning). Spillene er designede til at være sjove, udfordrende og belønnende.

Du kan sagtes nøjes med at bruge den gratis udgave. Det betyder blot, at du kun får 4 træningsøvelser hver dag.

Peak til IOS-enheder  
Peak til Android-enheder 

Lidt mere inspiration

Der er masser af apps til din mobil, der kan hjælpe dig med at lære nye ting. Det er bare at gå på jagt efter det, du interesserer dig for.

Her er et par forslag til yderligere inspiration, hvis du stadig ikke har fundet dig et nytårsfortsæt:

Hvis du vil lære et sprog

"Duolingo"  kan lære dig en forskellige sprog og gør det via små, sjove opgaver. Appen lader dig også fokusere på de områder, du helst vil forbedre dig indenfor, fx udtale eller retskrivning.

Undervejs på din sprogrejse giver appen dig små præmier eller point ligesom i et computerspil. Det er hyggeligt, og det øger din motivation.

Duolingo til IOS-enheder 
Dulingo til Android-enheder  

Hvis du vil spare penge

Nogle mennesker har en tendens til at tænke kortsigtet, når de hiver hævekortet op af lommen. Her kan appen "Lommebudget" hjælpe, fordi den er simpel og praktisk.

Du indtaster dit rådighedsbeløb og derefter dine løbende udgifter. På den måde kan du tidligt blive advaret om, at du skal omlægge dine vaner, hvis budgettet er ved at gå i minus.

Lommebudgettet til IOS-enheder
Lommebudgettet til Android-enheder

Hvis smartphonen stjæler din tid

Mange mener, at smartphonen er en kilde til dårlige vaner. Det lille vidunder stjæler mere og mere af vores opmærksomhed.

Så med fare for at virke dobbeltmoralsk, får du til sidst et tip om en app, der kan hjælpe dig med at holde øje med, hvor meget tid du egentlig bruger sammen med din smartphone.

Moment til IOS-enheder 
Space til Android-enheder  
Læs også: Sådan henter du en app

Sidst opdateret 09.09.2019