Bliv medlem
Søg på www.aeldresagen.dk

Sikkerhed på nettet

Din digitale sikkerhed

Sådan sletter du din profil

Hvis du ikke længere ønsker at benytte et socialt medie, bør du slette din profil. Ellers vil andre stadig kunne tagge dig og dele opslag, uden du har kontrol over det.

Man kan nemt miste følingen og kontrollen med, hvad der kommer op på ens profil, hvis man ikke længere bruger den.

Derfor bør du slette din profil, hvis der er et socialt medie, du ikke længere bruger.

Det kan også være en fordel at aftale i familien, om en profil på et socialt medie skal slettes, hvis personen er afgået ved døden.

Ved at følge et par enkelte trin kan du slette din profil.

Facebook

Hvis du ønsker at slette din Facebook-profil, skal du gøre følgende:

  1. Hvis du sletter din konto, skal du vide, at alt indhold bliver slettet permanent efter 30 dage. Bemærk også, at du mister din Messenger-konto i samme forbindelse. Facebook kan ikke efterfølgende genoprette din konto
  2. Log ind på den profil, du ønsker at slette. Det skal du gøre enten på en computer eller en browser på din telefon. Det er ikke muligt at slette din profil i appen
  3. Gå til www.facebook.com/help/delete_account
  4. Nu ser du en boks, der hedder: "Slet konto permanent"
  5. Vælg nu på knappen "slet konto"
  6. Godkend nu din beslutning med dit kodeord
  7. Herefter oplyses du om, at kontoen vil lagres i 30 dage før den slettes helt. Kontoen vil ikke være synlig for andre i løbet af de 30 dage
  8. Log ind igen. Du får nu valget mellem at afbryde eller fortsætte sletningen. Tryk på ”Slet konto” for at gennemføre sletningen
  9. Din profil er nu slettet permanent, og det er ikke muligt at genoprette den.

Deaktivering

Hvis du kun ønsker at deaktivere din Facebook-profil, så den kan genoprettes senere, skal du gøre følgende:

  1. Når du deaktiverer din profil, er det i praksis det samme som at slette den. Profilen forsvinder fra Facebook, og du kan vælge ikke at modtage e-mails fra Facebook. Forskellen er dog, at når du kun deaktiverer din profil, vil du altid kunne logge ind og aktivere profilen igen. Den mulighed har du ikke, hvis du helt sletter din konto
  2. Gå til www.facebook.com/deactivate. Log ind når du bliver bedt om det.
  3. Indtast dit kodeord for at bekræfte og gå videre
  4. Vælg årsag, og vælg om du ikke ønsker at modtage e-mails og Messenger-notifikationer
  5. Tryk på "Deaktiver", når du er færdig.
  6. Din profil er nu deaktiveret, indtil du selv vælger at aktivere den igen.

Instagram

Hvis du ønsker at slette din Instagram-profil, skal du gøre følgende:

  1. Vær opmærksom på, at hvis du sletter din konto bliver billeder, videoer, kommentarer, ”likes”, venner og alt andet slettet permanent. Instagram kan ikke efterfølgende genoprette din konto
  2. Du skal gøre det på en computer eller en browser på din telefon. Det er ikke muligt at slette din profil i appen
  3. Gå til www.instagram.com/accounts/remove/request/permanent
  4. Vælg årsagen til, at du ønsker at slette din profil
  5. Indtast dit kodeord for at bekræfte, og tryk derefter på den røde knap med teksten "Slet kontoen" permanent for at slette profilen
  6. Din profil er nu slettet permanent, og det er ikke muligt at genoprette den.

Twitter

Hvis du ønsker at slette din Twitter-profil, skal du gøre følgende:

  1. Vær opmærksom på, at hvis du sletter din konto, bliver alt slettet permanent efter 30 dage
  2. Log ind på den profil, du ønsker at slette via www.twitter.com. Du skal gøre det på en computer. Det er ikke muligt at slette din profil i appen
  3. Klik på "Mere" i menuen og vælg "Indstillinger og privatliv"
  4. Under konto finde du knappen "Deaktiver din konto", klik på den
  5. Klik igen på "Deaktiver"
  6. Indtast din adgangskode, og klik på "Deaktiver"
  7. Efter deaktiveringen kan dit visningsnavn, brugernavn og din offentlige profil ikke længere ses på Twitter. Alt indhold slettes efter 30 dage, med mindre du logger ind igen inden for de første 30 dage.

LinkedIn

Hvis du ønsker at slette din LinkedIn-profil, skal du gøre følgende:

  1. Vær opmærksom på, at hvis du sletter profilen, mister du de anbefalinger og anerkendelser, du har modtaget, dine forbindelser og andre oplysninger, du har føjet til din konto
  2. Log ind på den profil, du ønsker at slette. Du skal gøre det på en computer eller en browser på din telefon. Det er ikke muligt at slette din profil i appen
  3. Gå til www.linkedin.com/psettings/account
  4. Nederst på siden skal du klikke på "Lukning af din LinkedIn-konto"
  5. Angiv, hvorfor du vil lukke din konto, og klik på knappen "Næste"
  6. Indtast adgangskoden til din konto og klik på "Luk konto"
  7. Din profil er nu slettet. Du kan for det meste genåbne din konto inden for 20 dage, men så vil fx anerkendelser og anbefalinger ikke blive genskabt.

Snapchat

Hvis du ønsker at slette din Snapchat-profil, skal du gøre følgende:

  1. Gå til www.accounts.snapchat.com/accounts/login?continue=https%3A%2F%2Faccounts.snapchat.com%2Faccounts%2Fdelete_account. Du skal gøre det på en computer eller en browser på din telefon. Det er ikke muligt at slette din profil i appen
  2. Skriv dit brugernavn og din adgangskode og klik på "Log ind"
  3. Indtast dit brugernavn og din adgangskode igen og klik på "Fortsæt"
  4. Din profil er nu slettet, men vil kunne genåbnes inden for de første 30 dage. Ønsker du fortsat at slette din profil, skal du derfor ikke logge ind igen.

TikTok

TikTok findes ikke på dansk endnu, så navne på knapper og indstillinger er derfor på engelsk.

Hvis du ønsker at slette din profil på TikTok, skal du gøre følgende:

  1. De første 30 dage er din profil inaktiv, og dine videoer forsvinder ikke fra TikTok, selv om du sletter din profil. Du kan kun slette din profil fra appen. Derfor: Slet først dine videoer, hvis du ikke vil have dem liggende, efter du har forladt TikTok
  2. Gå til din ”Profile”-tab eller -fane
  3. Klik på menupunktet med de tre små prikker
  4. Vælg “Manage My Account” og derefter “Thinking about removing your account”
  5. Følg anvisningerne i appen.

Din konto er deaktiveret i 30 dage, før den slettes. Du kan derefter ikke logge ind på TikTok.

Når din konto (account) er slettet, har du ikke længere adgang til dine videoer. Har du delt beskeder, kan disse stadig være tilgængelige.

Du kan nu fjerne appen fra din telefon.

Virker vejledningen ikke?

De sociale medier ændrer løbende på deres indstillinger. Hvis du oplever, at det ikke er muligt at følge vores vejledning, så skriv til sikkerdigital@digst.dk. 

Læs også: Sådan justerer du, hvem der kigger med

Få flere gode råd til sikkerhed på nettet


Kilde: Sikkerdigital.dk (Digitaliseringsstyrelsen og Erhvervsstyrelsen)

Sidst opdateret 15.08.2022