Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Sikkerhed på nettet

Pas godt på dine oplysninger

Tjek, om en webshop er sikker

På hjemmesiden ”Tjek på nettet” kan du indtaste et link til en hjemmeside og få en vurdering af, om siden er sikker at handle på.

Læsetid: 3-5 minutter

--------------------------

Du kan selv gøre meget for at mindske risikoen for at blive svindlet, når du shopper på nettet. Du kan fx tjekke om en hjemmeside eller webshop er blevet vurderet til at være sikker eller ej.

På det gratis online værktøj www.tjekpånettet.dk ("Tjek på nettet") kan du undersøge, om en hjemmeside er sikker at handle på.

Sådan bruger du "Tjek på nettet"

  1. Hvis du er usikker på, om en hjemmeside er troværdig eller ej, skal du gå ind på hjemmesiden www.tjekpånettet.dk.
  2. På ”Tjek på nettet” vil du se en tekstboks, hvor du skal indsætte linket til den hjemmeside, du er usikker på.
  3. Herefter vil du få en vejledende vurdering af sikkerheden på den hjemmeside, du er usikker på.

Sådan virker ”Tjek på nettet” 

Når du taster en hjemmeside-adresse ind i ”Tjek på nettet”, bliver der slået op i forskellige registre, som tjekker for forskellige former for svindel på nettet.

Der kan være enkelte links eller online virksomheder, der endnu ikke er tjekket igennem på ”Tjek på nettet”. Derfor bør du også altid selv kigge efter tegn på svindel på den hjemmeside, du besøger.

Læs hvordan du spotter falske telefonopkald

Tegn på hjemmesider med svindel
Når du besøger en hjemmeside, er der flere tegn, du skal holde øje med, hvis du vil gennemskue en falsk side. Tegn på svindel på nettet – kig efter:

  • Om hjemmesideadressen ser mærkelig ud.
  • Om sproget er dårligt.
  • Om der mangler en beskrivelse af, hvem der står bag hjemmesiden.
  • Om der mangler kontaktinformationer.
  • Om varerne har en skæv pris, fx 173,97.
  • Om priserne generelt er for gode til at være sande.

Læs mere om tegn på svindel hos e-mærket

Hvem står bag "Tjek på nettet"?
Samarbejdet består af Dansk Industri, Punktum DK, EBRAND, Dansk Erhverv, Rådet for digital Sikkerhed, e-mærket, SMVdanmark, IT-Branchen, Rettigheds Alliancen, dansk-it, pwc, DKCERT, Cybercue, BRANDIT, forbrugerrådet tænk, Finans Danmark, Danske Advokater, itm8 og tekniq arbejdsgiverne.

Læs også: Vær opmærksom på falske netbutikker

Om artiklen Kilde
Tjek på nettet, www.tjekpaanettet.dk
 
Skribent
Digital producent MetteMaje Skøtt.

Sidst opdateret 06.03.2024