Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Sikkerhed på nettet

Pas godt på dine oplysninger

Brug stærke kodeord

Et stærkt kodeord eller password består af 12 eller flere tegn, bruges kun ét sted og deles ikke med andre. Det kan sagtens være let at huske at benytte stærke passwords.

Sesam, luk dig op! Et hemmeligt kodeord sikrer, at porten til skatten kun åbner for den rette. Sådan var det i 1001 Nat-eventyret om Ali Baba og de fyrretyve røvere, og sådan er det stadig på alverdens digitale tjenester i dag.

Kodeord hjælper med at sikre, at uvedkommende ikke får adgang til de mange private oplysninger i din mailboks, i din netbank eller hos myndighederne.

Mange af vores mest personlige oplysninger ligger gemt på digitale tjenester. Det kræver stærke kodeord og god omgang med dem at beskytte oplysningerne.

Svage og stærke kodeord

Der findes svage og stærke kodeord. De svage er dem, der er korte og lette at gætte for digitale svindlere og hackere. De stærke kodeord er lange, usædvanlige og inkluderer gerne andet end almindelige små bogstaver.

Men selv det stærkeste kodeord bliver svagt, hvis du fortæller det til andre.

Eller hvis du bruger det samme kodeord flere steder.

Gode råd om kodeord1) Lav stærke kodeord, og find på din egen huskeregel.
2) Brug ikke samme kodeord flere steder.
3) Del aldrig dit kodeord med andre.
4) Brug to-trins-login, hvor det er muligt.
5) Brug en passwordmanager til at holde styr på dine kodeord.

Lav stærke kodeord, og find på din egen huskeregel

Du kan med fordel finde på en huskeregel, som hjælper dig med at huske dit kodeord, selv når det er langt. En huskeregel eller huskesætning kan for eksempel tage udgangspunkt i hvert bogstav i et almindeligt navn:

  • K L A U S – KoldeLusArbejderUnderSol (24 tegn)

Eller forbogstaverne i ordene fra en sang, du kender:

Der er et yndigt land, Det står med brede bøge, Nær salten øster strand, Nær salten øster strand.

  • DeeylDsmbbNsøsNsøs (18 tegn)

En anden metode er at konstruere et kodeord, der for eksempel består af en sangtitel kombineret med kunstnernavn og tal:

  • YesterdayTheBeatles1965 (23 tegn)
Hvad er et stærkt kodeord?Et stærkt kodeord er kendetegnet ved:
  • At være minimum 12 tegn. 
  • At benytte minimum både store og små bogstaver, men gerne en blanding af bogstaver, tal og/eller specialtegn. 
  • At være usædvanligt og svært at gætte for andre.

Hvorfor er det vigtigt med stærke kodeord?

Et stærkt kodeord er komplekst og vigtigst af alt langt. Jo flere tegn dit kodeord er, desto flere kombinationer af tegn skal svindlerne igennem for at ramme rigtigt.

Kodeord, der består af enkelte ord eller tal- og bogstaverækker – som ”password”, ”123456” og ”qwerty” – er korte og dermed lette for dig at huske. Men de er også lette at gætte for svindlere, som typisk vil starte med at afprøve de mest udbredte kodeord.

Pas også på med kodeord, der er hentet fra din hverdag. For eksempel navnet på din datter, kat eller arbejdsplads. Svindlerne kan nemlig let finde disse oplysninger på nettet.

Ved at finde på din egen huskeregel gør du det let for dig at huske, men svært for svindlerne at gætte.

Brug ikke samme kodeord flere steder

Det er vigtigt at bruge forskellige kodeord til de tjenester, hvor du har de mest personlige oplysninger. Det vil sige især til:

  • Din mailkonto
  • Dine profiler på sociale medier
  • Dit MitID

Hvorfor er det vigtigt ikke at bruge samme kodeord flere steder?

Hvis du bruger samme kodeord på flere eller alle dine tjenester, kan svindlerne med det ene kodeord få fuld adgang til alle dine personlige oplysninger. Det kan for eksempel ske ved, at din streamingtjeneste som Spotify eller Netflix får lækket alle brugernes login-oplysninger.

Hvis du kun benytter kodeordet det ene sted, er skaden for dig begrænset. Men har du brugt samme e-mail-adresse og kodeord til for eksempel din mailkonto eller dit MitID, kan svindlerne også få adgang her.

Del aldrig dit kodeord med andre

Uanset hvor stærkt eller unikt du gør dit kodeord, er det ikke meget værd, hvis du deler det med andre. Hverken fremmede eller folk, du kender.

Hvorfor er det vigtigt ikke at dele kodeord med andre?

Dit kodeord er dit helt personlige adgangstegn. Hvis du deler dit password med andre, for eksempel til din Facebook- eller spilkonto, giver du dem dels adgang til alle de personlige oplysninger, der ligger der.

Dels giver du dem mulighed for at foretage handlinger i dit navn.

Selvom du er gode venner med personen, du deler dit kodeord med, er der ingen garanti for, at I bliver ved med at være det.

Læs mere om falske opkald, mails og beskeder, der er ude efter dine kodeord

Brug to-trins-login, hvor det er muligt

To-trins-login betyder, at du skal igennem to trin for at logge ind. Du kan for eksempel indstille din mailkonto til, at du får en kode på sms sendt til dit telefonnummer, og denne kode skal du så indtaste, efter du har indtastet dit normale kodeord.

For det meste skal du kun indtaste den ekstra kode, hvis du logger ind fra en ny telefon, browser eller computer.

To-trins-login kaldes også for to-faktor-login eller to-trins-godkendelse. Men betegnelserne dækker alle over det samme.

MitID er et eksempel på to-trins-login: Ved MitID taster du eksempelvis først dit bruger-ID og kodeord, hvorefter du bekræfter adgangen med MitID-app, kodeviser, kodeoplæser eller chip. 

Hvorfor er to-trins-login en god ide?

Har du aktiveret to-trins-login, skal svindlere foruden dit brugernavn og kodeord have fingre i din mobiltelefon for at kunne logge ind, for eksempel på din Facebook-profil.

Det beskytter dig mod, at hackere kan få adgang til dine personlige oplysninger, blot fordi de har fået fingre i dit kodeord.

Du vil desuden opdage det, hvis andre forsøger at logge ind på din konto fra en anden enhed, hvilket udløser en ny sms-kode til din telefon.

Se guide til, hvordan du aktiverer to-trins-login på forskellige tjenester

Brug en passwordmanager til at holde styr på dine kodeord

En passwordmanager er et program eller en app, du kan installere, og som hjælper dig med at holde styr på dine kodeord.

Der er kun ét (stærkt) kodeord, du skal huske, nemlig det til password-manageren, som så giver adgang til alle dine andre kodeord.

Husk at finde på et stærkt kodeord til din passwordmanager, da denne værner om dine øvrige adgangskoder. Der findes en række forskellige passwordmanagere til både din computer og telefon. De fleste krypterer dine gemte kodeord, så de ikke kan hackes.

Søg på internettet for at finde en passwordmanager, der passer bedst til dig og dine enheder.

Læs Forbrugerrådet Tænks anbefalinger til valg af passwordmanagers

Hvorfor er en passwordmanager en god ide?

Med en passwordmanager kan du med sindsro benytte unikke, lange og stærke kodeord på alle dine digitale tjenester. For du behøver ikke at være bange for at glemme dem. Du skal kun huske ét stærkt kodeord.

Sidst opdateret 24.01.2024