Få overblik over, hvad sociale medier ved om dig
Det kan være svært at gennemskue, hvad sociale medier ved om dig. Men du kan indstille dine privatlivsindstillinger, så du begrænser, hvor mange oplysninger de har om dig.
Mange danskere har profiler på Facebook, LinkedIn, Instagram og en række andre sociale medier. Men når vi opretter en profil, er vi ikke altid opmærksomme på, at vi også siger ja til, at de sociale medier må opbevare en række oplysninger om os.
Du kan justere dine privatlivsindstillinger, og ved at følge et par enkelte trin kan du få styr på og overblik over, hvad de sociale medier ved om dig.
Se videoen: "Deler du med dine venner, eller deler du med verden?".
få og download et samlet overblik
Når du har en profil på et socialt medie, har du også ofte uden at tænke over det accepteret, at de sociale medier fx har oplysninger om dine interesser, hvor du befinder dig, eller hvem du kommunikerer med.
Det er ikke altid nemt at gennemskue, hvad de sociale medier ved om dig. Særligt, fordi vi også tagger og deler om hinanden på livet løs.
Men du kan nemt downloade et samlet overblik ved at følge et par enkelte trin. Sådan gør du:
- Gå ind på din Facebook-profil, klik på pilen i øverste højre hjørne og vælg “Indstillinger”
- Klik på “Dine Facebookoplysninger” i venstre side
- Under “Få adgang til dine oplysninger” har Facebook lavet et samlet overblik over alle de oplysninger, de har om dig. Dem kan du se ved at klikke på hver enkelt kategori
- Under “Download dine oplysninger” kan du downloade det samlede overblik til din computer. Når du klikker på “Opret fil”, vil du modtage en notifikation i Facebook, så snart din fil er klar. Klik på notifikationen og indtast dit kodeord til Facebook for at downloade den samlede mappe.
- Gå ind på din Linked-profil, klik på pilen i øverste højre hjørne lige under dit profil-billede og ”dig” og vælg “Indstillinger og privatliv”
- Under overskriften ” Sådan behandler LinkedIn dine data” skal du klikke på “Download dine oplysninger”
- Her har LinkedIn lavet et samlet overblik over dine kontooplysninger, indlæg, forbindelser m.m. Bemærk, det tager 24 timer at få lavet rapporten.
- Gå ind på din Instagram-profil – Instagram fungerer bedst på mobile enheder. Klik på menulinjen (tre streger øverst til højre). Klik derefter på det lille tandhjul nederst til højre og vælg ”sikkerhed”
- Under overskriften ”Download data” kan du anmode om at downloade en fil med dine billeder, kommentarer, profiloplysninger med mere
- Under overskriften ”Adgang til data”, kan du desuden dykke ned kontooplysninger, profiloplysninger, forbindelse, kontoaktivitet, historieaktivitet og annoncer.
Virker vejledningen ikke?
De sociale medier ændrer løbende på deres indstillinger. Hvis du oplever, at det ikke er muligt at følge vores vejledning, så skriv til på sikkerdigital@digst.dk.
Få flere gode råd til sikkerhed på nettet
Kilde: Sikkerdigital.dk (Digitaliseringsstyrelsen og Erhvervsstyrelsen)