Godt i gang med it

Dit digitale liv

Sådan oplever du kultur i din stue

Du kan få kulturelle oplevelser gennem den digitale verden.

 

Mange af os oplever perioder, hvor vi går mindre ud, ser færre mennesker og oplever lidt mindre end vi plejer. Heldigvis er der hjælp at hente, hvis du savner nye input, kultur og oplevelser – du kan nemlig finde masser af spændende, og ofte gratis, kulturelle oplevelser på nettet.

Herunder har du en række forslag til, hvordan du kan opleve kulturen hjemme i din stue.

Alle tilbud er gratis og listen bliver opdateret løbende.

fællesSang


Nye  fællessange – for at styrke håbet

LYS I MØRKET er en række online udsendelser med nye fællessange, hvor hver udsendelses sange og krydres med sociologiske refleksioner.  

Udsendelserne er bygget op om vigtige temaer for fx nærvær, taknemmelighed og livsmod. Det er gratis at være med. Du kan følge med fra din computer, tablet eller mobil.

Se udsendelserne "Lys i mørket"


ALSANG Online

ALSANG Online er et udpluk af sange fra den danske fællessangsskat med temaer om alt fra frihed og kærlighed til jul og regnvejr i november. Det er GRATIS at oprette en bruger og dermed få adgang til tekster, professionelt indspillet klaver- og sangakkompagnement samt artikler og opgaver til alle sangene.

Gå til ALSANG Online

Scenekunst


Den sidste turist i Europa

Koncertfilmen "Den sidste turist i Europa" er optaget i Glassalen i august 2020, da Danmark kortvarigt åbnede op for koncerter igen. Den er skabt som en hyldest til befrielsen i 1945. 

Med en række swingende, musikalske numre fra tiden omkring 2. verdenskrig og befrielsen føres du ind i en støvet verden af tobak og fortrydelse, håb og granatchok.

Se "Den sidste turist i Europa" her

Det Kgl. Teater

Det Kgl. Teater giver mulighed for, at du kan se udvalgte forestillinger hjemme i din egen stue.  

Du kan også se små hverdagsvideoer fra livet bag scenen, og du kan se videoer fra andre begivenheder på teatret.

Besøg KGL Xtra

AKT1 hørespil

AKT1 producerer hørespil, og på deres hjemmeside kan du kvit og frit lytte til alle de hørespil, AKT1 har produceret siden 2013.

Besøg AKT1
 

litteratur


Du kan godt låne bøger, selvom du ikke har mulighed for at besøge biblioteket. For du kan låne e-bøger og lydbøger, der kan læses på PC, tablet, eller mobil.

eReolen

eReolen er bibliotekernes digitale udgave på nettet. Her kan du låne e-bøger, som du henter ned på din computer eller tablet. Udover e-bøger kan du låne lydbøger. Så hvis du er svagtseende, eller bare foretrækker at sidde i din stol og lytte, kan du finde bøger, der bliver læst op på din PC eller din mobiltelefon.

Det varierer fra kommune til kommune, hvor meget du kan låne – men der er masser af læsestof at give dig i kast med.

Besøg eReolen 

Læsekompas

Læsekompasset hjælper dig med at finde inspiration til den næste bog, du skal læse. Bøgerne er inddelt i temaer, du kan kigge i, lige fra ”barske skæbner” til ”forførende litteratur”. Så du finder helt sikkert en bog, der interesserer dig.

De fleste bøger, der bliver anbefalet i læsekompas, kan lånes som e-bog eller lydbog.

Besøg Læsekompas

E-blade

Har du ikke mulighed for at hente det blad, du plejer at hente – fx i supermarkedet eller i toget – kan du finde en række danske e-blade på eblad.org. Der er fx Samvirke, Ud & Se, Helse og Ældre Sagens medlemsblad.

Alle bladene er gratis og kan læses i fuld længde.

Besøg E-blade

Det Kongelige Bibliotek

Holder du af at dykke tilbage i tiden og læse historiske bøger, bør du besøge Det Kongelige Biblioteks digitale samling. Her finder du bl.a. en stor og spændende samling fra H.C. Andersen. Du kan læse breve og se papirklip, og du kan se manuskripter til samtlige af H.C. Andersens eventyr.

Du kan også læse Karen Blixens dagbøger – der er masser at udforske.

Besøg Det Kongelige Bibliotek

Projekt Gutenberg

Er du interesseret i litteratur fra hele verden, er Projekt Gutenberg et slaraffenland, for der er over over 60.000 digitaliserede bøger at vælge imellem. De fleste bøger er engelske, men der er også mange danske.

Besøg Projekt Gutenberg

film


Der findes flere muligheder for at se gratis film på din PC eller tablet. Mobilen er i denne sammenhæng nok for lille, men den kan bruges, hvis du vil.

Filmstriben

Filmstriben tilbydes af landets biblioteker. Her finder du mange gode dokumentar- og spillefilm. Du kan søge film efter kategorier, eller du kan lade dig inspirere af nogle af de temaer, der er på siden.  

Besøg Filmstriben

Dokumentar- og kortfil på Filmstriben

Filmstriben har et stort udvalg af danske kort- og dokumentarfilm, som alle har fået produktionsstøtte af Filminstituttet i løbet af de seneste 12 år.

Der er emner for enhver smag, du kan gå på opdagelse i.

Se dokumentarfilm på Filmstriben

Danmark på film
”Danmark på film” giver dig mulighed for at søge i over 1000 historiske filmklip på et Danmarkskort.

Og du kan benytte tidslinjen til at søge filmklip fra et bestemt år.

Eller du kan dykke ned i et af de mange temaer, bl.a. temaet: "De omvæltende år i Dronningens liv".

Besøg "Danmark på film"

ErindringsBio
ErindringsBio er et nyt filmtilbud, der er skræddersyet til mennesker med demens og deres pårørende og plejepersonale. I forskellige temapakker kan du se historiske filmklip fra fortrinsvist 1950'erne og 1960'erne.

Se ErindringsBio

Stumfilm.dk

På hjemmesiden stumfilm.dk bliver filmarven vakt til live. Over 400 film fra perioden 1897–1928 bliver løbende digitaliseret og publiceret på sitet. Her kan du møde nogle af dansk stumfilms store stjerner.

Besøg Stumfilm.dk

Open Culture

På hjemmesiden Open Culture kan du opleve film af ældre dato. Filmene er engelske og har ikke undertekster. Men hvis du søger i det store arkiv af stumfilm, betyder det jo ikke så meget. Se fx stumfilm af store navne såsom Luis Buñuel, Salvador Dali eller Chaplin.

Besøg Open Culture 

museer


Det er muligt at besøge mange museer online. Der findes nogle spændende hjemmesider, der udstiller kunstværker på en anderledes og interessant måde.

Statens Museum for Kunst

SMK udstiller – digitalt – tusindvis af deres kunstværker. Du kan starte med at gå på opdagelse i temaerne, fx ”danske surrealister”, ”grådighed”, ”dansk guldalder” m.m. Men du kan også søge på farver, hvilket er en anderledes og sjov måde at søge på.

Det bedste af det hele er, at du kan komme helt tæt på billederne og se detaljer, du måske ville overse, hvis du var på et ”almindeligt” museumsbesøg.

Besøg Statens Museum for Kunst

Nationalmuseet

Nationalmuseet tilbyder mange digitale samlinger. Gå på opdagelse i museets fotos og beskrivelser af deres udstillede genstande. Du kan også undersøge ”runedatabasen” der indeholder runefund fra jernalder, vikingetid og middelalder – eller ”modstandsdatabasen” hvor du kan finde de mennesker, der deltog i kampen mod den tyske besættelse under Anden Verdenskrig. 

Besøg Nationalmuseet

Nationalmuseet: Få en god historie over telefonen

Nationalmuseet har relanceret telefoncentralen med oplevelsen Omstillingen. Ringer du 4120 6010, vil omstillingsdamer og -mænd viderestille dig til spændende kapitler i danmarkshistorien, erindringer fra kendte danskere, eller du kan få mulighed for at tale sammen med andre historieinteresserede – hjemme i egen stue.

Omstillingsdamer og -mænd besvarer opkald alle ugens dage fra kl. 12 til 17.

Ring på 4120 6010 – det koster almindelig telefontakst.

Dansk Arkitektur Center

Du kan få digitale oplevelser om arkitektur og design på DAC's hjemmeside. Lige nu kan du opleve de verdenskendte danske arkitekter BIG - Bjarke Ingels Group – på en arkitekturrejse igennem tiden fra Big Bang til Singularity.

Blandt andet kan du gå på virtuel opdagelse i BIG's FORMGIVNING udstilling.

Besøg Dansk Arkitektur Center

Guggenheim-museet

Du kender måske "streetview", der gør det muligt – i Google Maps – at bevæge sig gennem en gade, som om man var der selv. Nogle steder kan du komme indenfor – du kan fx besøge Guggenheim-museet i New York. På den måde kan du bevæge dig gennem museet og nyde udstillingen.

Det letteste er næsten at springe ud i det – klik på linket, og du bliver sat af midt i museet.

Tag på rundtur i Guggenheim-museet

Rijksmuseum i Amsterdam

Du kan også besøge Hollands Nationalmuseum. 

Tag på rundtur i Rijksmuseum i Amsterdam

 

historie


Interesserer du dig for historisk arkivmateriale, findes der gode muligheder for at rejse tilbage i tiden.

Arkiv.dk

Arkiv.dk er en guldgrube af materiale fra mere end 580 danske lokal- og stadsarkiver samt et mindre antal specialsamlinger. En del materiale er digitaliseret, så du umiddelbart kan se det på arkiv.dk.

Du kan søge på et sted og en periode, og se hvad der findes af fotografier i arkivet.

Besøg Arkiv.dk

DR Bonanza

I Bonanza-arkivet finder du et væld af historisk arkiv-guld fra både TV og radio. Du kan søge på kategorier og gense – og genlytte – rigtig mange sjove, interessante og oplysende udsendelser.

Måske har du glemt alt om udsendelserne. Men du vil elske at opdage dem på ny.

Besøg DR Bonanza

Sidst opdateret 18.11.2021