Godt i gang med it

Dit digitale liv

Sådan oplever du kultur i din stue

Du kan få kulturelle oplevelser gennem den digitale verden.

Måske er du kommet i en situation, hvor du er bundet til dit hjem, og derfor ikke oplever det, du plejer.

Du kan opleve kultur i din stue

Men der er hjælp at hente, hvis du savner adspredelse og oplevelser, der kan gøre en lang dag lidt indholdsrig. Du kan fx få kulturelle oplevelser gennem den digitale verden.

Her har du en række forslag til, hvordan du kan opleve kulturen hjemme i din stue. Alle tilbud er gratis. Og listen bliver opdateret løbende.

Litteratur

Bibliotekerne er lukkede, og det er rigtig ærgerligt for dig, der plejer at låne bøger. Men det er alligevel muligt at få fat på e-bøger og lydbøger, du kan læse på din PC, tablet, eller mobil.

  • eReolen

    eReolen er bibliotekernes digitale udgave op Internettet. Her kan du låne e-bøger, som du downloader. Udover e-bøger kan du låne lydbøger.
    Så hvis du er svagtseende, eller bare foretrækker at sidde i din stol og lytte, kan du finde bøger, der bliver læst op på din PC eller din mobiltelefon.
    Det varierer fra kommune til kommune, hvor meget du kan låne. Men der er masser af læsestof.
    Besøg eReolen 
  • Læsekompas

    Savner du inspiration til en bog, er Læsekompasset stedet for dig. Der er oprettet mange temaer, du kan kigge i, lige fra ”barske skæbner” til ”forførende litteratur”.
    Så du finder helt sikkert en bog, der interesserer dig. De fleste bøger, der bliver anbefalet i læsekompas, kan lånes som e-bog eller lydbog.
    Besøg Læsekompas

  • E-blade

    Har du ikke mulighed for at hente det blad, du plejer at hente – fx i supermarkedet eller i toget – kan du finde en række danske e-blade på eblad.org. Der er fx Samvirke, Ud & Se og Helse. Og såmænd også Ældre Sagens medlemsblad.
    Alle bladene er gratis og kan læses i fuld længde. God læselyst.
    Besøg E-blade
  • Det Kongelige Bibliotek

    Holder du af at dykke tilbage i tiden, og læse historiske bøger, bør du besøge Det Kongelige Biblioteks digitale samling.
    Her finder du bl.a. en stor og spændende samling fra H.C. Andersen. Du kan  læse breve og se papirklip. Og du kan se manuskripter til samtlige af H.C. Andersens eventyr.
    Du kan også læse Karen Blixens dagbøger. Der er masser at udforske.
    Besøg Det Kongelige Bibliotek
  • Projekt Gutenberg

    Er du interesseret i litteratur fra hele verden, er Projekt Gutenberg et slaraffenland, for der er over over 60.000 digitaliserede bøger at vælge imellem.
    De fleste bøger er engelske, men der er også mange danske. Og bøgerne kan læses i flere formater.
    Besøg Projekt Gutenberg

 

Film
Der findes flere muligheder for at se gratis film på din PC eller tablet. Mobilen er i denne sammenhæng nok for lille, men den kan bruges, hvis du vil.

  • Filmstriben

    Filmstriben tilbydes af landets biblioteker. Her finder du mange gode dokumentar- og spillefilm.
    Du kan søge film efter kategorier. Eller du kan lade dig inspirere af nogle af de temaer, der er på siden. Fx temaet ”12 nye film til et nedlukket land”. 
    Besøg Filmstriben
  • Filmcentralen

    På Filmcentralen finder du et stort udvalg af danske kort- og dokumentarfilm. Du kan søge efter film, eller lade dig inspirere af de temaer, der er på hjemmesiden. Du kan bl.a. se dokumentarfilm, der har været vist på CPH:DOX eller 11 film af Jørgen Leth.
    I temaet ”Danmark på film” kan du på et Danmarkskort søge i over 1000 historiske filmklip.
    Besøg Filmcentralen
  • Stumfilm.dk

    På hjemmesiden stumfilm.dk bliver filmarven vakt til live. Over 400 film fra perioden 1897–1928 bliver løbende digitaliseret og publiceret på sitet.
    Her kan du møde nogle af dansk stumfilms store stjerner.
    Besøg Stumfilm.dk
  • Open Culture

    På hjemmesiden Open Culture kan du opleve film af ældre dato. Filmene er engelske og har ikke undertekster. Men hvis du søger i det store arkiv af stumfilm, betyder det jo ikke så meget.
    Se fx stumfilm af store navne såsom Luis Buñuel, Salvador Dali eller Chaplin.
    Besøg Open Culture

 

Live oplevelser

I løbet af coronakrisen er der opstået flere tilbud om live-streamning af begivenheder. Så du kan – gennem din PC – være sammen med andre om at opleve en koncert eller et teaterstykke, der spilles direkte. Her er de muligheder, der findes lige nu.

  • Corona Koncerter

    Corona Koncerter beskriver selv deres projekt som ”Kunstnerisk nødhjælp”. Projektet tilbyder musikere – hvis koncerter er blevet aflyst på grund af coronavirusen - at livestreame deres koncert. Du kan opleve koncerterne ganske gratis hver aften kl. 20.
    Så har du lyst til at opleve en livekoncert, sendt direkte til din PC fra en lille stue i København, er det her du skal tjekke ind.
    Besøg Corona Konceter
  • Gudstjenester

    Alle folkekirkens gudstjenester er aflyst den kommende tid. Men hvis du savner salmesang og en prædiken, er det blevet muligt online. Flere kirker rundt om i landet har besluttet at videotransmittere deres gudstjenester uden kirkegængere.

    Kristeligt Dagblad bringer en liste over nogle af de kirker, der tilbyder en video-gudstjeneste. Listen opdateres løbende.
    Guide: Her finder du søndagens gudstjenester online

  • Liveundervisning fra Fjord&Bælt

    Fjord&Bælt er et forsknings- og oplevelsescenter, der formidler viden om livet under havoverfladen i de danske farvande. De tilbyder lige for tiden live undervisning til alle jer, som er "fanget" derhjemme.
    Det kommer til at handle om sælerne, hvalerne og fiskenes hemmeligheder.
    Live undervisningen foregår på Fjord&Bælts Facebook-side. Besøg den og se hvilke emner der er i kalenderen.
    Få liveundervisning fra Fjord&Bælt
  • Wiener Operaen

    Wiener Operaen er også lukket ned. Men den tilbyder lige nu en daglig – og gratis – live-streaming, af den forestilling, der skulle have været opført ifølge programmet.
    Besøg Wiener Operaen
  • De lægger ord i min mund

    Den 82-årige filmmand og forfatter Jørgen Leth er strandet i Den Dominikanske Republik uden mulighed for at komme til Danmark. Han har kastet sig over et påfund, han har døbt 'Corona Oplæsninger', hvor han hver dag 19.00 læser op af nogle af sine kollegaers værker.
    Jørgen Leth: De lægger ord i min mund

 

Museer

Alle museer er lukket pga. coronavirusen. Men det er muligt at komme på museumsbesøg alligevel. Der findes nogle spændende hjemmesider, der udstiller kunstværkerne på en anderledes og interessant måde. Her er nogle ideer.

  • Statens Museum for Kunst

    SMK udstiller – digitalt - tusindvis af deres kunstværker. Fra det tidløse mesterværk til den beskedne skitse.
    Du kan starte med at gå på opdagelse i temaerne, fx ”danske surrealister”, ”grådighed”, ”dansk guldalder” m.m. Men du kan også søge på farver, hvilket er en anderledes og sjov måde at søge på.
    Det bedste af det hele er, at du kan komme helt tæt på billederne, og se detaljer du måske ville overse, hvis du var på et ”almindeligt” museumsbesøg.
    Besøg Statens Museum for Kunst
  • Nationalmuseet

    Nationalmuseet tilbyder mange digitale samlinger. Du kan starte med at gå opdagelse i museets fotos og beskrivelser af deres udstillede genstande.
    Du kan også undersøge ”runedatabasen” der indeholder runefund fra jernalder, vikingetid og middelalder.
    Eller ”modstandsdatabasen” hvor du kan finde de mennesker, der deltog i kampen mod den tyske besættelse under Anden Verdenskrig. 
    Besøg Nationalmuseet
  • Guggenheim-museet

    Du kender måske "streetview", der gør det muligt – i Google Maps – at bevæge sig gennem en gade, som om man var der selv.
    Nogle steder kan du komme indenfor - du kan fx besøge Guggenheim-museet i New York. På den måde kan du bevæge dig gennem museet ogg nyde udstillingen.
    Det letteste er næsten at springe ud i det – klik på linket, og du bliver sat af midt i museet.
    Tag på rundtur i Guggenheim-museet

 

Historie

Interesserer du dig for historisk arkivmateriale, findes der nogle muligheder for at dykke tilbage i tiden. Her er nogle ideer.

  • Arkiv.dk

    Arkiv.dk er en guldgrube af materiale fra mere end 580 danske lokal- og stadsarkiver samt et mindre antal specialsamlinger.
    En del materiale er digitaliseret, så du umiddelbart kan se det på arkiv.dk.
    Du kan søge på et sted og en periode, og se hvad der findes af fotografier i arkivet.
    Besøg Arkiv.dk
  • DR Bonanza

    I Bonanza-arkivet finder du et væld af historisk arkiv-guld fra både TV og radio.
    Du kan søge på kategorier og gense - og genlytte – rigtig mange sjove, interessante og oplysende udsendelser.
    Måske har du glemt alt om udsendelserne. Men du vil elske at opdage dem på ny.
    Besøg DR Bonanza

 

Sidst opdateret 26.03.2020