Ældre Sagen arbejder for, at ingen ældre skal opleve omsorgssvigt. Derfor kræver vi en omsorgsgaranti, der sikrer tid, tryghed og tillid i ældreplejen.
Ret til omsorg
Folketingsvalg 2026
Hver dag modtager Ældre Sagen nødråb fra desperate pårørende, der oplever omsorgssvigt af deres kære. Det sker, selv om der gennem årene – senest med en ny ældrelov – er kommet initiativer, der burde sikre anstændige og menneskelige forhold.
🤝🏽 Indfør omsorgsgaranti
Ældre Sagen kræver en omsorgsgaranti, der sikrer tre helt grundlæggende forhold i ældreplejen.
Der skal være:
- tid til omsorg
- tryghed ved at få den rette hjælp
- tillid til at blive taget alvorligt.
Læs Ældre Sagens forslag og baggrund til en omsorgsgaranti
Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, har sendt et brev til landets folketingspolitikere og kandidater med en klar besked: Omsorgssvigt i ældreplejen er blevet så udbredt, at der er brug for en omsorgsgaranti.
Ældre Sagens forslag til en omsorgsgaranti
Klik på + i boksene herunder og læs mere om Ældre Sagens forslag til en omsorgsgaranti.
Alt for mange ældre får ikke den hjælp, de har brug for – selv om personalet løber stærkt. Det har enorme konsekvenser. Der er behov for tid nok til at give den omsorg, der er brug for. Hver dag. Tid til at se den ældre i øjnene, tid til at imødekomme dagens behov og tid til det uforudsete, når virkeligheden ikke stemmer overens med køreplanen.
Det kræver:
✅ luft i køreplanerne i hjemmeplejen.
✅ flere medarbejdere, der matcher behovet.
✅ aldrig alene om natten på plejehjem.
👉🏽 Indfør omsorgsgaranti.
Mange ældre er utrygge ved den pleje og behandling, de får. Der er brug for en ældrepleje, hvor ældre kan føle sig trygge ved den behandling, man modtager. Den rette hjælp til at opdage hoftebrud, blærebetændelse eller dårlige tænder i tide. Den rette hjælp, der kan give den rette, livsvigtige medicin på det rigtige tidspunkt.
Det kræver:
✅ nationale krav til sundhedsfaglige indsatser i kommunerne.
✅ den rigtige faglighed skal være tilgængelig.
✅ altid en sygeplejerske på vagt.
✅ en kronikerpakke til mennesker med demens på linje med kræftpakker.
👉🏽 Indfør omsorgsgaranti.
Alt for mange familier og pårørende står magtesløse tilbage, når et omsorgssvigt sker. De føler sig ignoreret af medarbejdere, ledere og kommuner – og har ingen steder at gå hen. Der er brug for, at familiers opråb bliver taget alvorligt af medarbejdere og ledere – og at der er tillid til, at ledelsen lytter og tager ansvar for at skabe gode steder. Men der skal også være tillid til, at der er reelle klagemuligheder, hvis et svigt alligevel sker.
Det kræver:
✅ nærværende ledelse, der kender den enkelte beboer.
✅ tillid til, at bekymringer fra pårørende tages alvorligt.
✅ en ældreombudsmand, der griber ind, når kommuner fejler.
✅ vished for at kommunerne bruger de penge, de har fået til ældreplejen, som tiltænkt.
👉🏽 Indfør omsorgsgaranti.
Pårørende fortæller om omsorgssvigt
Ældre Sagens rådgivning modtager løbende henvendelser fra pårørende, der oplever omsorgssvigt af deres nærmeste.
Vidnesbyrdene her er udvalgte og anonymiserede eksempler fra disse henvendelser. De viser situationer, hvor omsorgen ikke slår til – og hvor ældre ikke får den hjælp, de har brug for. Numrene henviser til vores registrering af sager.
Sidst opdateret 03.09.2026