Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Godt i gang med it

Dit digitale liv

Sirenen – sådan virker politiets nye advarselssystem på din telefon

Med Sirenen lyder en sirene, og du får direkte varsling på din mobiltelefon, hvis du befinder dig i et område, hvor du kan være i fare.

Artiklen kort

Sådan fungerer mobilvarsling med Sirenen

Fremover vil du modtage advarsler om ulykker og katastrofer direkte på din mobiltelefon. Politiets nye mobilvarsling hedder Sirenen (S!RENEN).

Hvis der opstår en krise, udløser politiet Sirenen på mobiltelefoner i nærheden af ulykkesområdet. En høj tone advarer brugerne. Lyden adskiller sig klart fra almindelige SMS'er og notifikationer. Herefter skal du gøre, som politiet skriver i beskeden. Sirenen er ikke en app.

Tjek, om din telefon kan modtage advarsler fra Sirenen på www.sirenen.dk.

Læsetid:  2-3 minutter
__________________

Danmark rammes heldigvis sjældent af større ulykker og katastrofer. Men hvis du befinder dig i et område, hvor du kan være i fare på grund af fx brand eller gasudslip, vil du fremover kunne blive advaret direkte på din mobiltelefon.

Sådan fungerer varsling med Sirenen

Sirenen er et advarselssystem, der advarer dig om ulykker eller katastrofer – ligesom du kender det fra almindelige sirener.

Hvis der opstår en krise, udløser politiet Sirenen på mobiltelefoner i nærheden af ulykkesområdet. Advarslen kan både aktiveres over hele landet eller lokalt i et mindre område.

En høj tone advarer dig

Lyden fra Sirenen er en intens, høj tone, der fortsætter, indtil du slår den fra. Det gør du ved at trykke på beskeden på din telefon.

Det er en unik lyd og adskiller sig tydeligt fra dine almindelige SMS’er og notifikationer.

Det skal du gøre, når Sirenen lyder på din mobil Lyder Sirenen på din mobil, skal du gøre følgende:
  • Stop, hvad du laver.
  • Læs beskeden på din telefon.
  • Reagér på indholdet i beskeden.

Varsling på mobilen giver hurtigere og bedre information

Sirenen erstatter ikke vores eksisterende varslingssystem. Det vil sige, at almindelige sirener stadig kan blive brugt i nødsituationer.

Men med advarsler på mobilen bliver du informeret hurtigere og bedre.

Hvordan får jeg Sirenen på min mobiltelefon?

Du skal ikke selv gøre noget for at modtage advarsler på din mobiltelefon. Du skal ikke downloade en app eller tilmelde dig en tjeneste.

Alle nye mobiler vil i fremtiden kunne modtage Sirenen. Hvis din mobil allerede er i stand til at modtage signalet, sker det helt automatisk.

Nogle mobiltelefoner er dog for gamle til at modtage signalet. På www.sirenen.dk kan du se, om din mobil er klar.

Tjek, om Sirenen virker på din telefon på www.sirenen.dk

Din telefon bliver ikke sporet

Sirenen er anonym. Det vil sige, at man ikke kan spore, hvem der modtager advarslerne. Det fungerer lidt ligesom et radiosignal, der udsendes til alle radioer i et bestemt område. 

Tilgængelig for alle

Når Sirenen lyder, er det vigtig information til alle, som befinder sig i området. Har du fx funktionsnedsættelse, høre- og eller synsvanskeligheder eller taler og læser andre sprog end dansk, er Sirenen også tilgængelig for dig.

Du kan finde mere information og få svar på spørgsmål om Sirenen på fx tegnsprog og engelsk på Sirenens hjemmeside.

Læs mere om Sirenen og tilgængelighed

Baggrund for mobilvarsling med Sirenen

Sirenen er implementeret på baggrund af et EU-direktiv, som betyder, at alle lande i EU skal indføre digitale varslingssystemer. 

Om artiklenKilde
Beredskabsstyrelsen, Politiet.

Skribent
Digital redaktør i Kommunikation, Rasmus Junge.
Studentermedhjælp i Kommunikation, Signe Birkeby.

Sidst opdateret 18.12.2023