Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Ensomhed

100.000 ældre føler sig ensomme – find et fællesskab hos os

Find et nyt fællesskab mand

Når arbejdslivet slutter, kan det være svært at finde ud af, hvad tiden skal gå med. Især hvis du er mand, og har haft din primære omgangskreds på arbejdspladsen.

Bare rolig, du er ikke alene om det, hvis du synes, at tiden er blevet lang, og hverdagen lidt kedelig.

Du kan selv gøre noget for at blive en del af nye fællesskaber og få nye venner. 

Vi giver dig 5 gode råd til at komme i gang:

1. Forbered dig på hverdagen som pensionist

Hvis du er på vej på pension eller efterløn inden for de nærmeste år, så er det en god ide at forberede dig på, hvordan du gerne vil bruge din tid på, når dit arbejdsliv slutter.

Der vil nemlig være mange timer uden skemalagt aktivitet og uden dit sociale netværk fra jobbet.

Mænd er sammen i fællesskaber på en anden måde end kvinder. Ofte har et netværk for mænd mere fokus på faglighed eller konkrete aktiviteter. Derfor kan et nyt netværk med andre mænd være noget for dig.

Hvis du ikke selv er vant til at stå for at arrangere sociale begivenheder, så kan det godt virke som en stor opgave at skulle opbygge et nyt netværk. Det skal du forberede dig på, så det ikke kommer bag på dig.

Det samme gælder, hvis du pludselig mister din samlever og bliver alene. Måske er din partner den eneste nære relation, du kan tale med om alt og dele hverdagen med. Men derfor kan du også have glæde af at omgås andre mennesker i din hverdag.

Læs også: Samvær for mænd

2. Find din hobby og dit netværk

Gør dig klart, hvilken form for netværk du søger: Hvad er dine interesserer, og hvad kan du godt lide at lave sammen med andre?

Det gør det lettere at vælge, hvad du skal bruge din tid på.

Lav en liste med dine hobbyer og drømme:

  • Håndværksarbejde, reparation og byggeri: Er du til det kreative, så kan et værksted, hvor I reparerer og bygger ting, være en god og sjov måde at mødes med andre.
  • Debat og samtale: Har du undervist eller forsket meget i dit liv eller har en særlig interesse, kan en læsekreds eller et andet fællesskab, hvor I debatterer vedkommende emner, være en god måde at skabe et netværk på.
  • Ud og afsted: Kan du lide at komme ud i naturen, kan en kajak- eller roklub, en fiskeklub eller en vandregruppe være det, der får dig ud på tur i selskab med andre
  • Sport og aktivitet: Vil du bevæge dig og spille tennis, badminton, svømme eller gå runder med golfkøllerne? Så find et fællesskab for andre, der lige som dig har god tid i dagtimerne.
  • Mad og kunst: Er du til madlavning, vinsmagning eller kulturelle interesser som kunst eller fotografi? Så kan en kultur- eller madklub, hvor I mødes og skiftes til at arrangere aktiviteter, være en god ide.

Uanset hvad du søger, kan du altid starte med at kontakte din lokalafdeling i Ældre Sagen og høre, hvad de tilbyder af aktiviteter i nærheden af dig.

Læs også: Ensomhed hos enker, enkemænd og fraskilte

3. Tag kontakt og spørg efter seniorfællesskaber

Husk, at hvis du keder dig i hverdagen som pensionist eller savner samvær med andre, så er du langt fra den eneste.

Og det er ikke for sent at få nye, bedste venner.

Sandsynligvis findes der allerede et fællesskab eller netværk om det, du interesserer dig for.

Du kan fx tage kontakt til lokalafdelingen, de lokale foreninger, biblioteker, Læseforeningen eller Mænds Mødesteder. 

Spørg ind til, hvor mange andre pensionister, der er engageret i klubben eller foreningen. Måske er der allerede er nogle, som mødes i dagtimerne og hygger sig.

Kontakt din lokalafdeling om aktiviteter og netværk tæt på dig

4. Mød op  og tag en kammerat med

Tænker du, at det er for overvældende at skulle møde alene op et nyt sted?

Alle har prøvet at være den nye og ved, hvor vigtigt det er at tage godt imod nye i et fællesskab.

Hvis det føles svært komme afsted så:

  • Spørg en nabo eller en kammerat, om I skal følges ad.
  • Lav en aftale med en i foreningen, klubben eller netværket om at mødes lidt inden aktiviteten, så du har en at følges med.
  • Spørg kontaktpersonen eller arrangøren, om der er nogen at følges med.
  • Hør din lokalafdeling, om du kan få en gå-med-ven. Det kan gøre det lettere – og måske lidt sjovere – at komme afsted.

5. Deltag og vær noget for andre

I starten kan du godt tillade dig at være en smule tilbageholdende og være en ’flue på væggen’ i dit nye netværk.

Men engager dig og vis, at du sætter pris på samværet: Deltag aktivt, hjælp til med det praktiske, og spørg interesseret ind til de andre.

Vil du være aktiv selv? Det kan være som frivillig i lokalafdelingen, hvor man er med til at arrangere værksteder eller ture, starte en madklub eller tilbyde en ekstra hånd til andre i lokalsamfundet.

Sådan bliver du frivillig i Ældre Sagen

Sidst opdateret 11.03.2024