Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Ensomhed

100.000 ældre føler sig ensomme – find et fællesskab hos os

Sådan inviterer du naboerne indenfor

Få 5 gode råd til, hvordan du kan invitere naboer og bekendte til middag eller en kop kaffe.

I Danmark er vi gode til at være reserverede over for naboer og bekendte.

Det er egentlig ikke så godt, for det er med til, at mange mennesker føler sig ensomme.

Det er nemmere at invitere, end man tror

Det kan virke lidt uoverskueligt at være den, der inviterer en nabo til kaffe eller middag, hvis I er normalt kun siger ”hej”, når I mødes i opgangen eller på gaden.

Men det er faktisk ikke så svært! Og bagefter bliver det mere naturligt at hilse, få en sludder eller hjælpe hinanden med små ting i hverdagen.

De fleste takker 'ja' til invitationer

Det er helt naturligt at blive usikker eller genert ved tanken om at invitere sine naboer, for hvad nu, hvis de siger ’nej tak’?

Det sker heldigvis sjældent.

Statistikken viser, at hele 44 procent af os vil tage imod en invitation til kaffe eller middag fra en, vi kun kender meget lidt. Som fx en nabo.

Vi savner selskab omkring bordet

Tallene viser også, at vi gerne vil spise sammen med andre. Faktisk savner en ud af fire af os savner selskab ved middagsbordet.

Når vi spiser sammen, så går snakken som regel lettere, så det er en god måde at lære hinanden at kende på.

Læs også: Danmark Spiser Sammen bragte Sys og Susanne sammen

5 gode råd til, hvordan du kan invitere

Der skal egentlig ikke så meget til, at man får en god oplevelse sammen.

Det vigtigste er, at der er en, som har lyst og tør tage initiativet – og det kunne være dig!

Du kan også slå dig sammen med en anden nabo, så I er to om at invitere og holde arrangementet.

Her får du 5 tips til at invitere:

  1. Vælg, hvilken slags arrangement, du vil invitere til. Det kan det være en middag, en frokost, eftermiddagskaffe, eller bare et glas.
  2. Inviter gerne mere end en nabo, så de kan møde hinanden. Måske har du plads til 2-3 gæster, måske lidt flere.
  3. Du kan vælge selv at stå for det hele, eller om dine gæster skal bidrage med noget. Det kan være drikkevarer, en ret til en fælles buffet eller en kage. Når alle bidrager bliver det nemmere at være vært, og det skaber en hyggelig stemning, fordi alle ved bordet har bidraget med noget, man kan snakke om. Fx hvor man har sin opskrift fra.
  4. Send, ring eller uddel en invitation, hvor du kort fortæller, hvorfor du inviterer, og hvad der skal ske, hvem kommer, og hvornår det slutter. Skriv også, om man skal give besked, til hvem og hvornår.
  5. Følg gerne op på din invitation. Tag det ikke personligt, hvis nogen kommer til at være lidt afvisende. Nogle gange skal der flere invitationer til. Så spørg gerne, om din nabo har set invitationen, og om denne har lyst til at komme.

Husk, at en invitation er uforpligtende, så selvom I har spist sammen en gang, så behøver man ikke at invitere tilbage.

Omvendt kan det også blive starten til, at I fx laver fællesspisninger en gang om måneden på skift eller i et fælleslokale.

Gode råd til invitationer, at byde velkommen og at få gæsterne godt ud af døren igen

Mød din nabo til Danmark Spiser Sammen

Du kan invitere til middag med naboer hele året. Du kan også møde dine naboer til Danmark Spiser Sammen, hvor vi sætter fokus på ensomhed.

Her kan du finde en fællesspisning nær dig.

Hvert år i uge 17 og 45 holder Ældre Sagens lokalafdelinger Danmark Spiser Sammen sammen med Folkebevægelsen mod Ensomhed. Du finder mange fællesspisninger rundt om i hele landet i organisationer og foreninger og i private hjem.

Læs mere om, hvordan du kan være med til Danmark Spiser Sammen

Ingen ældre skal rammes af alvorlig ensomhed

100.000 over 65 år føler sig ensomme. Ensomhed kan være livstruende for den enkelte og dyrt for samfundet. Derfor arbejder Ældre Sagen for, at ingen ældre skal rammes af alvorlig ensomhed.

Læs hele mærkesagen om ensomhed

Sidst opdateret 24.03.2024