Ring til Ældre Sagens gratis rådgivning, hvis du er i tvivl om arv og testamente.

Arv & testamente

Hvordan skal din arv fordeles?

10 grunde til at oprette testamente

Du kan få indflydelse på, hvordan din arv bliver fordelt ved at oprette et testamente.

Det er ikke sikkert, du overvejer at oprette testamente. Og det er ikke sikkert, du er klar over, at du rent faktisk kan have indflydelse på, hvordan arven efter dig skal fordeles. Men i nogle situationer, kan det være en fordel, at oprette et testamente.

Her er 10 situationer, hvor det er nødvendigt at oprette et testamente, hvis du vil have indflydelse og fx ønsker en anden fordeling end den, der følger arveloven:

  1. Hvis du ikke er gift, men ønsker at sikre din samlever.
  2. Hvis du har børn fra tidligere forhold.
  3. Hvis du ønsker, at arven fra dig skal være en form for særeje. 
  4. Hvis du ønsker, at arven skal båndlægges.
  5. Hvis du er enebarn, ugift og barnløs og vil undgå, at arven tilfalder statskassen som "herreløst gods".
  6. Hvis du ønsker at betænke svigerbørn, stedbørn, stedbørnebørn, fraskilt ægtefælle, fætre, kusiner eller andre.
  7. Hvis du ønsker, at bestemte personer eller foreninger skal arve bestemte genstande eller beløb.
  8. Hvis du har ønsker om at vælge din egen bobestyrer.
  9. Hvis en arving har bundløs gæld
  10.  Hvis du vil ændre eller tilbagekalde et tidligere testamente.

Læs mere om formue, arv og testamente i håndbogen "Værd at vide"

Du er altid velkommen til at kontakte vores jurister og eksperter, hvis du har brug for hjælp til at få overblik over dit testamente.

Læs artiklen: Sådan sikrer du din digitale arv

Spørgsmål og svar om arv og testamente

Hvordan sikrer jeg min ægtefælle/samlever bedst?

Hvis du er gift, har fælleseje og kun fællesbørn med din ægtefælle, behøver du ikke gøre noget, for så har din ægtefælle krav på at sidde i uskiftet bo, når du dør.

Hvis du er gift og har særbørn fra tidligere forhold, må du enten få særbørnene til at give tilladelse til, at din ægtefælle kan sidde i uskiftet bo, eller oprette et testamente, hvor din ægtefælle skal arve mest muligt. Du kan desuden sammen med ægtefællen oprette en ægtepagt med kombinationssæreje, hvorved din ægtefælles bodel holdes helt udenfor skiftet efter dig.

Lever du i papirløst samliv, er testamente den eneste mulighed for at sikre din samlever, da der ikke er arveret efter loven mellem samlevende.

Læs mere om ægtepagt om særeje i håndbogen "Værd at vide"

Sidst opdateret 12.01.2017