Medicin

Bliv klog på medicin, regler og tilskud

Undgå unødvendige bivirkninger med gratis medicinsamtale

Få en gratis medicinsamtale og få vejledning af en farmaceut i, hvordan du bedst tager din medicin, så du undgår unødvendige bivirkninger.

Der er gode grunde til at tage din medicin på en bestemt måde – fx på et fast tidspunkt på dagen eller med eller uden mad.

Måden, du tager din medicin på, kan nemlig påvirke både virkning og bivirkninger ved medicinen.

Du kan få en gratis samtale om din medicin på apoteket, hvis du har en kronisk sygdom.

Her taler du med en farmaceut, der bl.a. hjælper dig med, hvordan du tager din medicin korrekt, så du får den bedste virkning af den.

Læs også: Sådan undgår du uheldige medicinkombinationer

En medicinsamtale skaber overblik over dit medicinforbrug

En medicinsamtale er en kort samtale med en farmaceut.

Samtalen tager udgangspunkt i dit medicinforbrug. Farmaceuten hjælper dig med at få et overblik over, hvilken medicin du tager, og at du tager den korrekt.

Farmaceuten hjælper dig også med at få styr på din ordinerede medicins virkning og bivirkninger.

Opnå optimal effekt af din medicin og undgå bivirkninger

Til samtalen taler I også om, hvordan din medicin bedst muligt bliver en del af din hverdag.

Der kan fx være bestemte tidspunkter, hvor det er vigtigt, at du tager din medicin for at opnå den optimale effekt eller for at forebygge bivirkninger.

Du skal føle dig tryg ved og føle ejerskab over din egen behandling, og det hjælper farmaceuten dig også med. Du kan selvfølgelig stille alle de spørgsmål, du har brug for.

Sådan forløber medicinsamtalen

Samtalen er delt op i to dele. Hver del tager ca. 10 minutter.

Første samtale foregår i private lokaler på dit apotek. Du kan også aftale med farmaceuten, at samtalen skal foregå over video.

Anden del er en opfølgende samtale, der foregår tre til fire uger efter din første medicinsamtale.

Samtalen er for at følge op og sikre, at du ikke er i tvivl om, hvordan du skal tage dine medicin. Du aftaler selv med farmaceuten, om anden samtale skal være på apoteket, over video eller telefonen.

Du må gerne tage en pårørende med til samtalen.

Læs også: Få tilskud til medicin

Kun kronisk syge kan få en medicinsamtale

Medicinsamtaler gives til to grupper.

Du kan få en medicinsamtale, hvis du:

  • Indenfor de sidste seks måneder har fået konstateret en kronisk sygdom og i den forbindelse har fået ordineret ny medicin. Fokus for samtalen er at få dig godt i gang med din nye medicin.
  • I mindst 12 måneder har fået medicin for en kronisk sygdom og oplever problemer med at tage medicinen. Fokus for samtalen er, om du tager din medicin korrekt, og hvordan du får gode vaner omkring din medicin, så du får den bedst mulige effekt af den.

Kontakt din læge eller apoteket

Du kan høre mere om medicinsamtaler på dit lokale apotek. Det er også her, du kan bestille tid til en samtale.

Din læge kan anbefale dig en medicinsamtale, hvis du hører under en af de to grupper. Du kan også aftale en samtale med en farmaceut på dit apotek.

null

Hør podcast om medicinforbrug og gode medicinvaner

I podcasten ”Lægen Laura – om medicin, overmedicinering, medicinlister og meget mere” har læge Laura Kverneland inviteret ekspert i medicin, Martin Schultz, til en samtale om:

  • Hvorfor det kan være et problem, at man tager forskellig medicin
  • Hvornår man skal forholde sig kritisk til den medicin, man tager
  • Hvem der kan hjælpe med at overskue den medicin, man får
  • Giver gode råd til bedre medicinvaner.

Lyt til podcasten ”Lægen Laura – om medicin, overmedicinering, medicinlister og meget mere”


Kilde: Danmarks Apotekerforening

Sidst opdateret 28.09.2021