Ensomhed er et udbredt problem blandt ældre over 65 år. Det er et stort problem både for den enkelte og for samfundet. Sammen kæmper vi mod ensomheden og tabuerne om den.

Ensomhed

50.000 ældre føler sig ensomme - bryd tabuet sammen med os

Spis sammen med andre

En søndagscafe, en madklub eller en fællesspisning kan være et godt sted at starte, hvis du savner selskab og samvær med andre. For maden smager bedre, når man spiser sammen.

De fleste af os deler glæden ved at spise sammen. Række fadene rundt og nyde duft og smag samtidig med godt selskab. 

Ofte opstår der nye venskaber over måltidet.

Hver fjerde af os savner selskab ved middagsmaden, og 44 procent af os vil gerne tage imod en invitation til at spise sammen fra en, vi kun kender meget lidt. Som fx en nabo eller en kollega.

Læs også: Sådan inviterer du naboen indenfor

Madklubber og fællesspisning

I Ældre Sagens lokalafdelinger er der masser af muligheder for at spise sammen med andre.

Vi har alt fra fælles madlavning og fællesspisninger til det, vi kalder spisevenner.

Langt de fleste af Ældre Sagens lokalafdelinger har også flere madklubber og fællesspisninger.

Her går snakken som regel lystigt, der er grin, sjove kommentarer og masser af hygge. Og så er maden god og hjemmelavet.  

 

Det kan være en madklub eller et madlavningshold, hvor du selv rører i gryderne og laver mad sammen med andre.

Det kan også være en fællesspisning, hvor nogle frivillige står for indkøb og madlavning, og du blot sætter dig til bords. 

Find en madklub i nærheden af dig

Andre gange er der søndagscaféer, som kan være mere uformelle, eller hvor du også kan få et foredrag eller lignende samtidig. 

Læs mere om søndagscafeer

Gør dit måltid bedre

Spiser du alene, så kan du nemt gøre måltiderne lidt rarere med et par små tips. 
Det kan være at dække lidt pænt op til dig selv med en blomst og en serviet. Eller hvis du får maden udefra, så husk at anrette den på en tallerken.
 
Det kan også være, at du får lyst til at invitere en gæst eller to hjem til dig. Det behøver ikke at være noget stort cirkus. Man kan sagtens nyde hinandens selskab over en ostemad.

5 gode råd om værtsskab

Få en spiseven, der kommer hjem til dig

For nogle er det rigtig dejligt med en spiseven, som kommer fast en gang om ugen og spiser sammen med en. 

Mange af Ældre Sagens lokalafdelinger har frivillige spisevenner, der kommer på besøg, når maden skal på bordet.

Du kan kontakte en lokalafdeling i nærheden af dig for at høre, om der er mulighed for, at du kan få en spiseven, og hvad det kræver af dig. Der skal som regel ikke så meget til.

Find en lokalafdeling i nærheden af dig

Sidst opdateret 31.07.2019