Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Arv & testamente

Hvordan skal din arv fordeles?

Nedsæt boafgiften ved arv med 30%-reglen

I et testamente kan du sørge for, at dine arvinger får lidt mere af arven udbetalt, hvis dine arvinger fx er fætre, kusiner eller gode venner.

Artiklen kort

Hvis du ønsker at efterlade arv til fætre, kusiner eller gode venner, kan 30 %-reglen være en fordel. Ved at indsætte en velgørende organisation i dit testamente til at arve 30 procent og betale bo- og tillægsboafgiften, kan dine øvrige arvinger få mere udbetalt, samtidig med at et godt formål støttes. Artiklen gennemgår også reglen med et regneeksempel. Kontakt Ældre Sagens rådgivning for hjælp og gode råd.

Læsetid 1-2 minutter
_________________

Du kan nedsætte boafgiften, hvis du testamenterer 30 pct. af arven til en velgørende organisation, der er fritaget for at betale boafgift.

Som udgangspunkt giver fremgangsmåden kun mening, hvis du efterlader en formue på mere end 710.000 kroner i 2026.

I afsnittet herunder kan du se et eksempel.

Mulighed for at nedsætte bo- og tillægsboafgift

Hvis dine arvinger er fx fætre, kusiner eller gode venner, og du for eksempel efterlader dig 1 mio. kr., skal der betales en bo- og tillægsboafgift af arven. I 2026 vil den, i det her eksempel, være 318.366,25 kroner. 

Det vil sige, at dine arvinger tilsammen modtager en nettoarv på 681.633,75 kroner.

Men du har mulighed for at nedsætte bo- og tillægsboafgiften – og dermed øge det beløb, dine arvinger får udbetalt.

Testamenter til et velgørende formål

Hvis du i dit testamente bestemmer, at en velgørende organisation, der er fritaget for at betale boafgift, skal arve 30 procent, af det, som du efterlader dig, mod, at organisationen betaler den bo- og tillægsboafgift, dine øvrige arvinger skal betale, så ser regnestykket sådan ud:

Boets nettoformue 1.000.000 kr.
Arv til organisation 300.000 kr. 
Arv til øvrige arvinger tilsammen 700.000 kr.
Bo- og tillægsboafgift heraf  209.616,25 kr.

Øvrige arvinger arver herefter tilsammen et større beløb, end de ville have gjort, før den velgørende organisation blev skrevet ind i dit testamente, – nemlig 18.366,25 kroner mere i 2026.

Bo- og tillægsboafgiften er reduceret til 209.616,25 kroner – altså en nedsættelse på 108.750 kroner, og organisationen arver 90.383,75 kroner (300.000 kroner ÷  209.616,25 kroner) til velgørende formål.

Hvis dine arvinger er fætre, kusiner eller gode venner, så kan du altså øge den arv, de får udbetalt og samtidig støtte et godt formål, hvis du gør brug af 30%-reglen.

Læs mere om boafgift og se, hvilke relationer der skal betale hvilken boafgift i Ældre Sagens håndbog "Værd at vide"

Få rådgivning

Du er altid velkommen til at kontakte vores jurister og eksperter, hvis du har brug for hjælp eller gode råd. Det er gratis, og du behøver ikke være medlem af Ældre Sagen.

Kontakt Ældre Sagens Rådgivning

Hjælp til at testamentere til velgørenhed

Hvis du gerne vil testamentere arv til en velgørende organisation, men er i tvivl om hvem, du vil støtte, så kan Det Gode Testamente være en hjælp.

Det Gode Testamente er et samarbejde mellem mere end 50 af landets velgørende organisationer, hvor du kan finde gode råd og vejledning om at testamentere til velgørenhed.

Læs mere om Det Gode Testamente

Overvejer du at støtte Ældre Sagen i dit testamente?

I Ældre Sagen er vi som velgørende organisation fritaget for at betale boafgift. Ønsker du at gøre brug af 30%-reglen, så er Ældre Sagen altså en af de organisationer, du kan skrive ind i dit testamente og samtidig øge den arv, dine arvinger vil få udbetalt.

Du kan desuden få op til 5.000 kr. i tilskud til oprettelsen af dit testamente, hvis du betænker Ældre Sagen i dit testamente.

Læs mere om, hvordan du kan støtte Ældre Sagen gennem arv og testamente

Om artiklenKilde
Ældre Sagens rådgivning

Sidst opdateret 06.08.2026