Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Sex og samliv

Sex hele livet

Bevar sexliv og intimitet efter sygdom

Kroniske sygdomme kan påvirke dit sexliv, men nærhed og intimitet med din partner giver velvære og livsglæde, også hvis du er syg. Du kan bevare et godt samliv ved at acceptere forandringerne, tale om dem og finde nye måder at være sammen.

Artiklen kort

Bevar sexliv og intimitet under sygdom

Hver anden dansker over 65 år har mere end en diagnose.

Kroniske sygdomme kan påvirke sexlivet både fysisk og psykisk.

Det bedste du kan gøre, er at tale åbent med din partner, selv om det måske er svært.

Det kan være, at jeres samliv skal foregå på nye måder. Intimitet i form af massage, berøring og kælen kan give lige så meget glæde som samleje.

Det kan hjælpe at dyrke motion - og træne bækkenbunden, hvilket giver bedre blodomløb i kønsorganerne.

Mange patientforeninger har gode råd om sex, og mange tilbyder gratis samtaler.

Læsetid 3-4 minutter

_________________

Hver anden dansker over 65 år har mere end en diagnose. Sygdomme som sukkersyge, åreforkalkninger, hjerteproblemer eller kræft er ikke sjældne. 

Og sygdomme kan give problemer i det seksuelle samvær – selv om sex og samvær udløser gode hormoner og giver stor livsglæde.

Læs også: Sex hele livet

Fysisk sygdom sætter sig på psyken

Sygdom kan påvirke både fysisk og psykisk. Fysisk, fordi kroppen ikke længere fungerer helt som tidligere. Psykisk, fordi du kan få et negativt billede af din egen krop, eller fordi du bliver bange for at blive mere syg eller dø, hvis du skal præstere i sengen.

Tal om kroppens forandringer

De bedste anbefalinger for at bevare et godt samliv er at finde ro i situationen og tale åbent med din partner, selv om det måske er svært.

Derfor er det vigtigt at acceptere de forandringer, som sker med kroppen, og at kunne tale om sex med sin partner og grine af de udfordringer, som opstår undervejs.

Læs også: Problemer med sex og samvær kan løses

Styrk blodomløbet med motion

Derudover gælder de samme væsentlige råd som til alle andre: Dyrk motion, træn krop og bækkenbund, for det giver et bedre blodomløb i kønsorganerne. 

Læs også: Motion styrker dit helbred

Find en ny måde at være sammen på

Det kan være, at jeres samliv skal foregå nye måder, og at samleje eller orgasme ikke nødvendigvis skal være målet.

Intimitet i form af massage, berøring og kælen kan give lige så meget glæde som samleje. Nye stillinger kan måske øge glæden hos jer begge, og det samme kan hjælpemidler som glidecreme, vibrator eller potensbehandling.

Nyd samlivet på de måder, som fungerer for jer.

Gode råd fra patientforeninger

Mange patientforeninger har gode råd om sex, og de fleste tilbyder gratis samtaler til medlemmer og pårørende.

  • Hjerteforeningen anbefaler at blive ved med at vise kærligheden fysisk på trods af træthed eller rejsningsproblemer.
  • Diabetesforeningen har anbefalinger til mennesker med sukkersyge. Foreningen har dokumenteret, at fire ud af ti ung som gammel med diabetes har seksuelle problemer. Kvinder lider især af tørhed i skeden, mens mænd har rejsningsproblemer. Begge dele kan løses medicinsk eller med andre hjælpemidler.
  • Kræftens Bekæmpelse har en række mere generelle råd til kræftpatienter, og de har blandt andet produceret en gratis pjece om prostatacancer.
  • Gigtforeningen har råd til, hvordan man kan få glæde af at tænke i nye stillinger, men ellers gælder mange af de samme gode råd. Snak sammen og bevar glæden ved hinanden. Sex er både sundt og sjovt, og hvis man kan bevare den tilgang trods besværlighederne, giver det positive oplevelser.
  • Landets sexologiske klinikker kan også give gode råd. Sexologer med private konsultationer kan man blandt andet finde på www.klinisksexologi.dk

Kilde: Sex & Samfund 

 

Få rabat hos Sinful

Medlemstilbud

Sinful.dk er en danskejet erotisk webshop, der sobert og stilrent præsenterer de bedste erotiske produkter.

Som medlem af Ældre Sagen får du 10 % på sexlegetøj og hjælpemidler.

Sidst opdateret 07.02.2024