Hold hovedet koldt – undgå telefonsvindel
Bliver du ringet op og bedt om at overføre penge eller udlevere personlige oplysninger, skal dine alarmklokker ringe.
Telefonsvindlere udgiver sig ofte for at være fra banken, politiet, et forsikringsselskab eller en myndighed og forsøger at stresse dig til at handle hurtigt. Udlever aldrig personlige oplysninger, koder, betalingskort, penge eller værdier, og stol ikke på nummeret på skærmen, da det kan manipuleres. Afbryd opkaldet, og ring selv tilbage på et officielt nummer. Hvis du har delt bank- eller MitID-oplysninger, skal du straks kontakte banken, spærre dit kort og søge rådgivning.
Hvis du modtager et telefonopkald fra en person, du ikke kender, skal du være på vagt. Det bedste, du kan gøre, er at holde hovedet koldt og ikke gøre noget overilet, fordi du føler dig presset til det.
Svindlere er dygtige til at manipulere gennem telefonen. Deres taktik er at fange dig på det forkerte ben, stresse og skræmme dig til at handle hurtigt.
Du skal især være på vagt, hvis du modtager et opkald fra fx en bank, politiet, et forsikringsselskab eller offentlige instanser.
Svindlerne udgiver sig nemlig ofte for at være myndighedspersoner, som vi har tillid til.
Et eksempel er svindlere, der udgiver sig for at ringe fra skifteretten efter et dødsfald. Her forsøger de insisterende at lokke personlige oplysninger ud af sørgende pårørende, som fx CPR-nummer eller koder til e-Boks. Se de aktuelle metoder, svindlerne bruger lige nu
I videoen fortæller Politiet om de ting, du skal være opmærksom på, når telefonen ringer, og du bliver i tvivl om, hvem du snakker med, og hvad du skal gøre.