Bliv medlem
Søg på www.aeldresagen.dk

Sikkerhed på nettet

Din digitale sikkerhed

Spot en fupbutik

Fupbutikker kan ligne rigtige internetbutikker, og det kan være svært at gennemskue, hvilke butikker der er ægte. Med mindre du ved, hvad du skal kigge efter.

Handel på internettet er en fast del af flere og fleres verden og hverdag. Derfor er det vigtigt at kunne spotte tegn på, om du er ved at købe ind i en fupbutik, inden du trykker ”Godkend” Her er fem tegn, du skal kigge efter.

1.Butikken har ingen "Om os"-side

Svindlerne har sjældent gjort sig umage med at beskrive butikken og deres service. Seriøse webbutikker vil oftest gerne fortælle om sig selv og deres historie.

Så vær skeptisk, hvis ”Om os”-siden ikke findes, er tyndt beskrevet eller ikke oplyser deres kontaktinformationer og fysiske adresse.

2. Meget billige mærkevarer

De fleste fupbutikker reklamerer med kæmpe besparelser på kendte mærkevarer indenfor fx sko eller tøj, som man ofte vil søge efter på nettet.

Men vær opmærksom, hvis varen er markant billigere end andre steder. Så kan tilbuddet være for godt til at være sandt.

3. Hold øje med sprogfejl og skæve priser

Mange fupbutikker får oversat al tekst af en computer. Derfor er fupbutikker fulde af sprogfejl og mærkelige formuleringer.

Skæve priser (fx 378,16 kr. for et par mærkevaresko) kan være tegn på, at prisen er kopieret fra udenlandske butikker og automatisk oversat til dansk. 

Undersøg, hvad dine muligheder er På www.forbrug.dk, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen står bag, kan du læse mere om dine muligheder for at få tilbageført pengene af banken, hvis varen ikke dukker op, eller du får leveret en forkert vare.

Læs mere om dine muligheder på www.forbrug.dk

4.Underlige webadresser
Tjek altid, om webadressen passer til det, webshoppen sælger.

Mange fupbutikker har overtaget en gammel webadresse, som slet ikke har noget med varerne at gøre. Andre prøver at få butikken til at ligne en officiel webbutik for et kendt mærke, blot med en mindre ændring i webadressens stavemåde. 

5. Beløb og butiksnavn er ændret i bekræftelses-sms’en

Kig bekræftelses-sms’en fra Nets grundigt igennem, før du godkender købet.

Stemmer beløbet og butikkens navn ikke, er du måske ved at blive udsat for den type svindel, der kaldes livephishing. Her tror du, at du køber en vare på den butik, du ser på skærmen.

Men det er en fupbutik, og bag facaden bliver dine kortoplysninger brugt til at foretage et helt andet – og måske dyrere – køb på en helt anden webbutik. Varen leveres til svindleren, men du har betalt for den.

Da du tror, du er i gang med at foretage et helt almindeligt køb på nettet, lægger du måske ikke mærke til, at den bekræftelseskode, du via sms modtager fra Nets, lyder på et andet beløb eller et andet butiksnavn. Derfor indtaster du koden og godkender købet.

Kig efter e-mærket

E-mærket er en dansk mærkningsordning for sikker nethandel, der viser, at webshoppen lever op til e-mærkets forbrugerbeskyttende krav. Sådan ser e-mærket ud:

Kig efter e-mærket, når du handler på nettet. Læs mere om sikker nethandel på Ældre Sagens hjemmeside.

Det er en frivillig certificeringsordning, hvorfor ikke alle danske webshops er certificerede. Butikkerne kontrolleres løbende.

E-mærket samarbejder med politiet og andre myndigheder for at bekæmpe netsvindel og økonomisk it-kriminalitet. E-mærket er stiftet i 2000 af bl.a. Forbrugerrådet Tænk og Dansk Erhverv.

Se videoen: "Køb med omtanke. Også digitalt".

Læs også: Sådan spotter du et opkald med et fuptilbud

Få flere gode råd til sikkerhed på nettet 


 Kilde: Sikkerdigital.dk (Digitaliseringsstyrelsen og Erhvervsstyrelsen) 

Sidst opdateret 14.11.2022