Sikkerhed på nettet

Din digitale sikkerhed

Giv ikke personlige oplysninger over telefonen

Bliver du bedt om personfølsomme oplysninger, skal dine alarmklokker ringe. I artiklen her kan du læse mere om, hvad du skal lægge mærke til for at undgå økonomisk svindel.

Digitalisering og internettet har ført mange positive fordele med sig. Desværre er der også mennesker, der interesserer sig for at udnytte teknologien på en skadelig måde ved og begå IT-kriminelle handlinger.

IT-kriminelle dygtiggør sig hele tiden og finder løbende nye raffinerede måder at svindle på.

Men ved at kende til metoderne, og med få gode råd, kan du med stor sandsynlighed undgå, at svindlen sker for dig.

Sådan gør svindlerne

Én af metoderne, som svindlere anvender, er, at ringe op og udgive sig for at være fra fx SKAT. De spørger, om man ved, at man skal have penge tilbage i skat, og så tilbyder de at hjælpe med at overføre pengene.

I den forbindelse beder de om personlige oplysninger, så de kan hæve penge på en bankkonto.

Svindlerne kan også udgive sig for at ringe fra banken. De fortæller fx, at din konto er blevet hacket, eller at der er sket en fejl, og for at stoppe det, skal du udlevere NemID og nøgler fra nøglekortet.

Med de oplysninger kan svindlerne få adgang til at hæve penge på den pågældende bankkonto.

En tredje metode er, at svindlerne via dødsannoncer, finder frem til efterladte pårørende, som står i en sorgproces.

Her udgiver svindlerne sig for at være fra skifteretten. De beder om personlige oplysninger og foregiver at hjælpe til i forbindelse med dødsfaldet. På den måde kan de franarre oplysninger, der skal til for at hæve penge på en bankkonto.

Undgå svindel over telefonen

Helt generelt skal du være på vagt, når du modtager opkald fra personer, du ikke kender. Du skal være særligt på vagt, hvis du modtager opkald fra banker, forsikringsselskaber, offentlige instanser e.l.

Svindlerne taler ofte dansk og opfører sig roligt og yderst troværdigt, så man får tillid til det, de siger.

Bliver du bedt om personfølsomme oplysninger, skal dine alarmklokker ringe – der kan være tale om en person, der vil misbruge oplysningerne til at stjæle penge.

Udlever aldrig dine personfølsomme oplysninger som bankoplysninger, nemID og CPR-nummer over telefonen.

Banker, SKAT og lignende ringer ikke og beder om personfølsomme oplysninger – heller ikke pr. sms eller mail – så vær kritisk.

Har du mistanke om, at andre kender til dine personfølsomme oplysninger, eller har du fået stjålet dit NemID-nøglekort, skal du kontakte din bank og få spærret dit kort.

Læs mere om sikkerhed på nettet


Kilde: www.jyskebank.dk

Sidst opdateret 19.12.2019