Digital kontakt til det offentlige

Digital Post og selvbetjening

Derfor skal ID-oplysninger i NemID opdateres

Måske har du fået en besked i NemID-appen om, at dine ID-oplysninger skal opdateres. Eller måske har du modtaget brev om det fra Digitaliseringsstyrelsen. Læs her, hvad det betyder.

Det NemID, du måske kender og benytter i dag, er på vej til at blive erstattet af det nye MitID.

Læs om overgangen til MitID

For at blive klar til at bruge det nye MitID, kræver det en bestemt identitetssikring, som er en sikkerhed for, at du er den, du udgiver dig for at være.

Hvis du ikke har den identitetssikring i din nuværende NemID-app på telefonen eller din tablet, vil du allerede nu blive bedt om at opdatere dine ID-oplysninger, når du åbner NemID-nøgleappen. Nogle får også brev om det fra Digitaliseringsstyrelsen.

Du opdaterer dine ID-oplysninger i NemID-appen ved at skanne dit pas med din mobiltelefon.

For at kunne skanne dit pas og opdatere dit ID i NemID-appen, kræver det, at du har en nyere smartphone, og at dit pas er udstedt efter 1. januar 2012.

Du behøver ikke forny dit pas og købe en ny mobiltelefon

Der kommer andre muligheder for at blive identitetssikret, så du kan få MitID, hvis dit pas er udstedt før 1. januar 2012, eller du ikke har en nyere smartphone.

Du behøver ikke gå ud og forny dit pas og købe en nyere smartphone.

Du skal bare fortsætte med at bruge NemID, som du plejer, og vente på, at du får brev fra Digitaliseringsstyrelsen. 

Problemer med at opdatere ID-oplysninger

Oplever du problemer med at opdatere dine ID-oplysninger i NemID-nøgleappen, skal du bare lukke beskeden og bruge NemID, som du plejer.

Det er ikke nødvendigt at opdatere ID-oplysningerne lige nu. Du kan sagtens fortsætte med at gøre, som du plejer. 

Du vil senere få besked fra Digitaliseringsstyrelsen om, hvad du skal gøre for at blive identitetssikret, så du kan få MitID.

Har du spørgsmål om ID-oplysninger i NemID-nøgleappen?

Digitaliseringsstyrelsen har oprettet en supporttelefon, du kan ringe til, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp til opdatering af ID-oplysninger.

Supporten har tlf. 33 98 00 12 og mail: idopdatering@digst.dk

Læs mere om opdatering af ID-oplysninger på borger.dk 

Sidst opdateret 07.09.2021