Sådan sender du et brev fra 2026
Du kan stadig sende og modtage breve, efter at PostNord har stoppet brevomdelingen i Danmark – bare på en anden måde.
PostNord stoppede med at levere almindelig brevpost ved udgangen af 2025, men du kan fortsat sende og modtage breve.
Her får du et overblik over, hvordan du gør.
PostNord er stoppet
PostNord afleverede sit sidste brev den 30. december 2025.
Fra 1. januar 2026 er dao den eneste landsdækkende aktør, der håndterer fysiske breve i Danmark.
Det betyder, at alle breve fremover skal sendes gennem dao.
Sådan sender du et brev fra 2026
- Skriv brevet – sådan som du tidligere har gjort.
- Køb et brevmærke
- Du kan købe brevmærker i udvalgte dao-shops (kiosk, supermarked eller pakkeshop) eller bestille brevmærker online.
- Få oplyst hvilke dao-shops, der forhandler brevmærker, ved at ringe til dao's kundeservice på 72 33 08 50.
Åbningstider mandag til fredag: 8:00 til 19:00, lørdag og søndag: 8:00 til 16:00. - Et fysisk ark med 10 mærker koster ca. 230 kr.
- Aflever brevet
- Brevet skal lægges i de røde dao-kasser, som står i de ca. 1550 dao-shops.
Dao opdaterer løbende, hvor kasserne står, og hvor du kan aflevere post. Dao tilbyder at hente brevet hjemme hos dig mod et ekstra gebyr på ca. 10 kr.
Hvis du skal modtage et brev
Du skal ikke gøre noget nyt for at modtage breve. Dao leverer breve i din postkasse, som du kender det.