Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Digitale løsninger og alternativer

MitID, digital post, rejsekort og digital selvbetjening

Sådan rejser du med offentlig transport

Når du benytter offentlig transport, kan du betale for din rejse med en app eller med et fysisk kort.

Artiklen kort

Du kan betale din rejse i en app eller med et fysisk kort

  • Du kan betale din rejse med offentlig transport via Rejsekort-appen på din smartphone eller med et fysisk Basiskort.
  • Rejsekort-appen lader dig tjekke ind og ud digitalt og betaler automatisk via dit betalingskort, mens Basiskortet er et fysisk alternativ med enten automatisk daglig betaling eller optankning efter behov.
  • Er du pensionist kan du få rabat, uanset hvilken løsning du vælger.

Læsetid: 3-5 minutter

--------------------------

Du har flere muligheder for at betale, når du rejser med bus, tog, metro eller letbane. 

Du kan vælge en digital løsning, hvor du tjekker ind med en app på din smartphone, eller du kan bruge et fysisk kort, hvis du foretrækker det. 

Det vigtigste er, at du har en gyldig billet, før du stiger på. 

Det digitale Rejsekort på smartphone 

Du kan benytte Rejsekort-appen som gyldig billet. 

Med appen tjekker du ind før rejsen og ud, når rejsen er slut. Du kan bruge appen, når du rejser med bus, tog, metro og letbane, og dine rejser bliver automatisk betalt via dit betalingskort.  

Når du bruger Rejsekort-appen, tjekker du først ud, når hele rejsen er færdig – også selvom du skifter fra fx tog til bus undervejs.  

Skulle du glemme at tjekke ud, kan du få en påmindelse i appen. 

Basiskortet er det fysiske alternativ til appen

Der kan være flere grunde til ikke at bruge en digital løsning. Basiskortet er et fysisk Rejsekort til dig, der ikke kan eller ikke ønsker at bruge en smartphone. 

Med Basiskortet tjekker du ind og ud på de gule standere – på samme måde som de blå standere med det tidligere fysiske Rejsekort. 

Du kan vælge: 

  • Et personligt Basiskort, hvor dine rejser automatisk betales én gang dagligt.

  • Et anonymt Basiskort, som du selv tanker op efter behov.

  • Et personligt Basiskort med faktura, hvis du ikke er digital – fakturaløsningen bliver mulig fra september 2026 og kræver, at du bliver visiteret til det af Rejsekorts Kundecenter.

Køb af Basiskortet

Det personlige Basiskort

Du kan købe det personlige Basiskort på Rejsekortets hjemmeside og vælge Selvbetjening, på udvalgte salgssteder eller ved at ringe til Rejsekort Kundecenter på 7011 3333.

Hvis du køber kortet hos et af de udvalgte salgssteder, får du det med dig, og det er klar til brug med det samme. Du tilknytter et betalingsmiddel (MobilePay eller betalingskort) og betaler én gang i døgnet for de rejser, du har foretaget.

Det anonyme Basiskort

Du kan købe det anonyme Basiskort i kiosker og DSB 7-Eleven. Kortet tankes op med kontanter eller betalingskort og er klar til brug med det samme.

Hvis du er ikke-digital: Det personlige Basiskort med faktura

Har du ikke digitale betalingsløsninger (MobilePay eller betalingskort), kan du betale for Basiskort og rejser med faktura. 

Det er kun kunder, der er godkendt til betaling med faktura af Rejsekort kundecenter, der kan rejse med Basiskort med faktura. 

Basiskort med faktura er endnu ikke klar, men du kan skrive dig op på kontaktliste på Rejsekortes hjemmeside – vælg punktet "Hvad gør jeg, hvis jeg ikke har MobilePay eller betalingskort med MitID?", ved at kontakte Rejsekort Kundecenter på 7011 3333 eller læs mere på Rejsekortets kundeservice

Du betaler for rejser med Basiskort med faktura via en månedlig faktura med mulighed for tilmelding til Betalingsservice.

Indtil fakturaløsningen bliver klar, har du mulighed for at bruge det anonyme Basiskort.

Det anonyme Basiskort kan du tanke op med både kontanter og kort. Du kan købe og tanke det anonyme Basiskort op mange af de samme fysiske salgssteder, hvor du tanker Rejsekortet op.

Er du pensionist eller rejsende med et handicap, kan du til og med den 31. oktober 2026 rejse med det anonyme Basiskort indstillet til kundetype ’Barn’, så du kan rejse med rabat. Det anonyme Basiskort kan købes nu.

Få automatisk rabat som pensionist 

Uanset hvilken løsning du vælger, kan du rejse til en lavere pris, hvis du er pensionist. 

Er du 67 år eller ældre, får du automatisk pensionistrabat, når du bruger en digital app. 

Er du pensionist under 67 år, skal du opdatere din profil i appen for at få den rabat, du er berettiget til, når du tjekker ind. 

Hvis du vælger et personligt Basiskort, kan du også rejse til pensionistpris. 

Billetautomater på stationerne 

Er du kommet hjemmefra uden smartphone eller fysisk Basiskort, kan du alligevel rejse med kollektiv offentlig transport med en billet, som kan købes i billetautomater og på betjente salgssteder.

Få mere information hos rejsekorts kundecenter: https://www.rejsekort.dk/Kundecenter

tlf. 70 11 33 33

Sidst opdateret 26.06.2026