Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Borgerrådgiver i alle kommuner

Ældre Sagen og en række andre organisationer har d. 19. november sendt brev til social- og indenrigsminister Astrid Krag om at gøre borgerrådgiverfunktionen obligatorisk i alle kommuner.

Brevet til Astrid Krag er underskrevet af Justitia, Danske Handicaporganisationer, Advokatsamfundet, FOA, 3F, Selveje Danmark, CP Danmark, Den Sociale retshjælp og Ældre Sagen.  

Kommunerne kan i dag frit vælge at oprette en borgerrådgiverordning, hvilket ca. 43 procent af kommunerne i varierende grad har gjort. Borgerrådgivere kan medvirke til at styrke sagsbehandlingen og visitationen i kommunerne til gavn for de ældre. En borgerrådgiver kan både rådgive og vejlede den enkelte borger i en sag, og borgerrådgiveren kan føre tilsyn med kommunens sagsbehandling og visitation. På den måde kan kvaliteten i den kommunale sagsbehandling blive bedre, så retssikkerheden for de ældre styrkes.

Sammen med brevet har vi sendt Justitia's rapport ”Borgerrådgivere – en sikring af borgernes retssikkerhed”, der peger på borgerrådgiverordningen som et væsentligt element i processen mod et styrket retssikkerhedsniveau i kommunerne. Rapporten anbefaler udbredelse og styrkelse af borgerrådgiverordningen i alle kommuner.

Ældre Sagens mærkesager

Ældre Sagen kæmper for et bedre samfund på en lang række områder
Læs mere om Ældre Sagens mærkesager

Sidst opdateret 16.12.2020