Hjælp til mennesker, der er fritaget for digital post
Fra 1. januar 2026 skal al brevpost sendes med dao, da PostNord ikke længere varetager brevforsendelser. Det skaber stor bekymring blandt de ca. 249.437 mennesker, der i dag er fritaget for digital post – en gruppe, som ikke kan forventes at orientere sig via digitale kanaler.
Ældre Sagen har derfor henvendt sig til transportministeren med en kraftig opfordring: Der skal udsendes fysisk information til disse borgere om, hvordan de fremover kan sende og modtage post. Vi peger på behovet for en enkel oversigt over indleveringsmuligheder, køb af brevmærker og kontaktoplysninger til hjælp. Mange mennesker er fortsat dybt afhængige af at kunne afgive et skriftligt svar på fx afgørelser om hjemmehjælp eller pension.
Vi står klar til dialog om, hvordan vi som samfund sikrer, at ingen efterlades uden mulighed for at kommunikere analogt. Læs mere om vores indsats i medlemsbladet fra december 2025.