Demens

Et værdigt liv med demens

Alt for mange får antipsykotisk medicin

Mennesker med demens skal mødes med pleje og omsorg – ikke medicin. Alligevel får hver femte med en demenssygdom antipsykotisk medicin.

Når mennesker med demens får antipsykotisk medicin, sker det på grund af forskellige psykologiske symptomer og adfærdsændringer, der er en følge af demenssygdommen. Symptomerne er ofte et udtryk for mistrivsel.

Når det er tilfældet, er kompetent pleje og omsorg den mest effektive behandling, og det bør altid være førstevalg, når der skal vælges behandling.

Forbruget skal halveres 

Alligevel får 20 pct. af alle med en demenssygdom antipsykotisk medicin. Det er alt for mange. Ældre Sagen tilslutter sig demenshandlingsplanens mål om, at forbruget skal halveres.

Antipsykotisk medicin har mange bivirkninger, og derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at antipsykotika ved demenssygdom kun anvendes undtagelsesvis

Socialpædagogik i stedet for medicin

Der findes en række metoder, der kan anvendes i pleje og omsorg af mennesker med demens, som har en positiv indvirkning på psykologiske symptomer og adfærdsændringer.

Studier tyder på, at antipsykotisk medicin kan erstattes af de rette socialpædagogiske indsatser. Det drejer sig eksempelvis om personcentreret omsorg, low arousal og marte meo.

Flere kompetencer og ressourcer

De demensfaglige kompetencer skal styrkes markant, og der skal afsættes tid og ressourcer, så indsatsen bliver meningsfuld.

De rette socialpædagogiske indsatser kræver et fagligt løft af ældreplejen. Det er også vigtigt systematisk at inddrage pårørende i indsatsen.

De pårørende kender den demensramte og kan bidrage med værdifuld viden om livshistorien, vaner og meget mere.

Sidst opdateret 02.09.2019