Danmark skal være demensvenligt
Ældre Sagen mener, at Danmark skal være et inkluderende og demensvenligt samfund, hvor mennesker med demens kan have en hverdag med livskvalitet og selvbestemmelse.
Mennesker med demens skal leve et liv, hvor deres behov bliver mødt, deres holdninger bliver hørt, og hvor civilsamfundet understøtter muligheden for at leve et meningsfuldt hverdagsliv med demens.
Mennesker med demens skal kunne leve og færdes trygt i omgivelser, der er tilpasset og tilgodeser de særlige behov, der opstår som følge af en demenssygdom.
For at sikre dette skal vi have engageret lokalsamfundet.
Demensvenlige lokalafdelinger
I Ældre Sagen hjælper vi vores mange, dygtige frivillige endnu bedre til arbejdet med demens.
Ældre Sagens lokalafdelinger gør allerede i dag en stor indsats for mennesker med demens og deres familier - både i kraft af deres frivillige indsats og det politiske arbejde.
I Ældre Sagen vil vi gerne gøre endnu mere for mennesker med demens og sammen sikre, at Ældre Sagen lokalafdelinger bliver endnu mere demensvenlige.
Vi har i den forbindelse udviklet fire enkle anbefalinger, som flere og flere lokalafdelinger nu følger:
- Lokalafdelingen vælger en ansvarlig for demensområdet
- Lokalafdelingen har aktiviteter for mennesker med demens og/eller deres pårørende
- Lokalafdelingen rummer mennesker, der lever med demens
- Lokalafdelingen fremhæver information om demens på deres hjemmeside
Læs mere om de demensvenlige lokalafdelinger
Nedbryd tabuer og fordomme
Det kan ofte været forbundet med tabu og diskrimination at leve med demens i familien.
Demens kan være vanskeligt at tale om - både at forstå og forklare, hvad demens handler om, og hvad demens kræver og skaber af nye behov. For mange kan det være svært at opretholde et aktivt og udadvendt liv som fx at spise middag med venner, at komme i motionscentret, at handle ind, tage bussen eller gå i svømmehallen.
Som konsekvens risikerer både mennesker med demens og deres pårørende social isolation og ensomhed.
Derfor er Ældre Sagen en ledende kraft i "Demensvenligt Danmark", hvor vi i sammen med Alzheimerforeningen, Dansk Sygeplejeråd, Ergoterapeutforeningen, FOA og Kommunernes Landsforening arbejder for at udbrede og inspirere til demensvenlige initiativer landet over.
Demens er en folkesag
Forudsætningerne for et demensvenligt samfund er, at endnu flere mennesker, institutioner, frivillige organisationer og virksomheder i lokalsamfundet bidrager til det inkluderende civilsamfund gennem viden, dialog, imødekommenhed, indretning og konkrete aktivitetstilbud.
Derfor mener Ældre Sagen, at en ny demensplan skal være med til at nedbryde tabu gennem mere viden og oplysning.
Målet er, at mennesker med demens kan leve så selvstændigt som muligt og fortsat være en del af fællesskabet – med adgang til hverdagens aktiviteter, relationer og tilbud i lokalsamfundet.