Helhedssyn, bedre sammenhæng og kontinuitet
Konferencens afsæt var en film, der viser, hvordan ældre patienter med flere sygdomme efterlyser helhedssyn, kontinuitet og sammenhæng, og oplever, at deres viden ikke bliver anerkendt, og at systemet trumfer deres behov og ønsker.
Filmen bygger på en undersøgelse foretaget af KOPA (nu CPI), og et af budskaberne fra CPI var, at høj faglig kvalitet er vigtig sammen med omsorg, nærvær og venlighed.
I en meningsmåling blandt konferencens deltagerne var det følgende tre områder, der toppede som de vigtigste potentialer for at skabe værdig behandling for ældre patienter med flere sygdomme:
- Fælles ansvar for fælles patienter mellem kommune og region
- Mere involvering af patienter og pårørende
- Helhedsorienteret syn på den enkelte ældre patient
Kvalitetskrav og mere samarbejde på tværs
I debatten var der udbredt konsensus blandt politiske beslutningstagere om, at når behandling rykkes ud fra hospitaler, er der behov for krav til en mere ensartet indsats i det øvrige sundhedsvæsen, ikke mindst i kommunerne. Kvalitetskrav er oplagt som en del af en kommende sundhedsaftale.
Der var også overordnet enighed om, at ressourcer, kompetencer, lovgivning og økonomi skal følge med udviklingen i sundhedsvæsenet, og at der fortsat skal udvikles tæt samarbejde på tværs af kommuner og hospitaler. Ikke mindst var der stærke holdninger til, at værdig behandling skal række hele vejen rundt ift. pleje, omsorg og behandling – på tværs af service- og sundhedslov.
Klare rammer for brugerbetaling
I Ældre Sagen ser vi et behov for mere klare regler, så der ikke opstår øget brugerbetaling i takt med, at behandling og pleje i stigende grad flytter fra hospital til midlertidige pladser i kommunen.
Et stop for øget brugerbetaling er oplagt at få med i en sundhedsaftale, men der bliver sjældent taget stilling til brugerbetaling, når den kommende sundhedsaftale omtales.
Derfor var det opløftende, at flere politikere på konferencen tilkendegav, at der er brug for mere klare rammer for brugerbetalingen. Eller at den endog skal undgås.
Som led i konferencen lancerede Ældre Sagen forslag til konkrete indsatser, der både kan gøre patienter trygge og reducere genindlæggelser fx plejehjemslæger, opfølgende hjemmebesøg og fremskudt kommunal visitation.
Hent Ældre Sagens forslag og anbefalinger: ”Ældre patienter skal have ret til værdig behandling” som PDF