Rekruttering af udenlandsk arbejdskraft i ældreplejen – hvad mener Ældre Sagens medlemmer?
Langt størstedelen af vores medlemmer ser positivt på muligheden for at benytte udenlandsk arbejdskraft i ældreplejen. Det viser en undersøgelse blandt Ældre Sagens medlemspanel.
I takt med at behovet for arbejdskraft i ældreplejen vokser, kan det blive nødvendigt at overveje alternative rekrutteringsveje. En mulighed for at imødekomme dette behov er at rekruttere kvalificerede medarbejdere fra udlandet – et forslag, som dog forudsætter, at udenlandske medarbejdere besidder de nødvendige sproglige og faglige kompetencer.
Netop de sproglige kundskaber er et bekymringspunkt hos Ældres Sagens medlemspanel. Det viser en undersøgelse, hvor vi har spurgt medlemspanelet, hvordan de forholder sig til muligheden for udenlandsk arbejdskraft i ældreplejen. Særligt har vi ønsket at undersøge, om, og i så fald hvordan, alder, region og køn påvirker holdninger til, og bekymringer om, udenlandsk arbejdskraft.
63% svarer, at de er bekymret for danskkundskaberne hos udenlandske medarbejdere – denne bekymring er mindst blandt de ældste medlemmer og mindre blandt mænd end blandt kvinder. Samlet set viser undersøgelsen dog, at langt størstedelen af vores medlemmer – hele 80% – ser positivt på muligheden for at benytte udenlandsk arbejdskraft i ældreplejen.
- 8 ud af 10 af de adspurgte er meget positiv eller overvejende positiv overfor ansættelsen af udenlandsk arbejdskraft, såfremt sproglige og faglige kompetencer er opfyldt.
- Størstedelen af de adspurgte – over 6 ud af 10 – er dog bekymrede for, at udenlandske medarbejdere i ældreplejen taler for dårligt dansk.
- De ældste medlemmer i panelet er mindre bekymrede end de yngste for, at udenlandske medarbejdere i ældreplejen taler for dårligt dansk.
- Bekymringen for danskkundskaber blandt udenlandsk arbejdskraft er lavere hos mænd (tæt på hver sjette) end hos kvinder (næsten hver syvende).
Hvad skal undersøgelsen bruges til?
Resultaterne indgår som en del af vores politiske arbejde for at sikre kvaliteten i den danske ældrepleje, i en tid med udsigten til en stigende mangel på arbejdskraft. Når vi kender medlemmernes tanker og eventuelle forbehold, kan vi bedre argumentere for ændringer, der kan sikre den fremtidige arbejdskraft i ældreplejen.
– Rekruttering af udenlandske medarbejdere kan være en af løsningerne på den manglende arbejdskraft i ældreplejen. Undersøgelsen giver os et vigtigt indblik i, at medlemmerne står bag os, og det styrker vores videre politiske arbejde på området, siger chefkonsulent, Per Tostenæs.
