Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Ældre Sagens medlemspanel

Sådan taler medlemmer i Ældre Sagen om døden

Hvordan taler vi om døden? En undersøgelse i Ældre Sagens medlemspanel viser, at næsten halvdelen af medlemmerne mener, at vi generelt taler for lidt om døden i Danmark.

En undersøgelse i Ældre Sagens medlemspanel giver viden om, hvordan medlemmer taler om døden. Undersøgelsen viser, hvem samtalerne foregår med, hvad de handler om, og hvor der kan være behov for flere samtaler – et område, der hidtil er sparsomt undersøgt.

Konsulent

Signe Mathilde Dalsgård

– Det er interessant, at vores medlemmer ønsker, at der generelt bliver talt mere om døden, samtidig med at over en fjerdedel ikke ved, om de selv ønsker at tale mere om emnet. Det kunne pege på, at samtaler om døden med fordel kan løftes i den bredere offentlighed og på den måde både belyse vigtigheden af samtalerne og samtidig inspirere til, hvordan man kan tage hul på de.

Vi taler sjældent om døden

De fleste medlemmer – knap 8 ud af 10 – svarer, at de sjældent eller en gang imellem taler med andre om, at de en dag skal dø. Når døden bliver et samtaleemne, foregår det typisk med medlemmernes nære familie og venner, og samtalerne handler oftest om praktiske forhold som begravelse og arv samt livsforlængende behandling og genoplivning.

Samtidig viser undersøgelsen, at det kun er en mindre andel af medlemmerne, der har et ønske om selv at tale mere om døden. De ønsker at tale både med deres nære familie, men også med professionelle eller personer fra deres trossamfund. Disse medlemmer efterspørger både flere praktiske samtaler og samtaler, hvor der er rum for de følelsesmæssige og eksistentielle spørgsmål.

Hvad skal undersøgelsen bruges til? 

Resultaterne fra undersøgelsen skal bidrage til at sætte større fokus på vigtigheden af at tale om døden – både på de eksistentielle spørgsmål og de praktiske overvejelser, der kan skabe større tryghed og klarhed for den enkelte og deres pårørende.  

– Det er interessant, at vores medlemmer ønsker, at der generelt bliver talt mere om døden, samtidig med at over en fjerdedel ikke ved, om de selv ønsker at tale mere om emnet. Det kunne pege på, at samtaler om døden med fordel kan løftes i den bredere offentlighed og på den måde både belyse vigtigheden af samtalerne og samtidig inspirere til, hvordan man kan tage hul på dem, fortæller Signe Mathilde Dalsgård, der er konsulent på området en værdig afslutning på livet 

Nøglepointer fra undersøgelsen
  • Næsten halvdelen af deltagerne i medlemspanelet synes, at vi generelt taler for lidt om døden i Danmark.
  • Knap 8 ud af 10 svarer, at de ”en gang i mellem” eller sjældent taler med andre om, at de skal dø en dag.
  • Flest har talt med deres partner, børn og/eller venner, og færrest har talt med professionelle, personer fra trossamfund eller frivillige tilbud.
  • Mere end to ud af tre medlemmer, som har talt med andre om, at de skal dø en dag, har talt om praktiske overvejelser, mens færre taler om følelser, sygdom, at blive efterladt og tro.
  • 14 % har tilkendegivet, at de ønsker at tale mere med andre om døden.
  • Medlemmer, som ønsker at tale mere med andre om døden, ønsker primært at tale med deres nærmeste familie og venner herunder særligt deres børn.
  • Medlemmer, som ønsker at tale mere om døden, ønsker i højere grad at tale om praktiske overvejelser, men også ønsket om at tale om følelser, og den sidste tid er blandt de mest valgte emner.
  • 1 % synes, vi taler for meget om døden.

Undersøgelsen er gennemført af Ældre Sagen i januar 2026 via en elektronisk spørgeskemaundersøgelse i Ældre Sagens medlemspanel.

Kontakt

Spørgsmål?

Har du spørgsmål om medlemspanelet eller undersøgelsen, kan du sende os en e-mail.
Om os

Hvad er Ældre Sagens medlemspanel?

Ældre Sagens medlemspanel består af ca. 2.100 medlemmer fra hele landet. Flere gange om året deltager medlemspanelet i spørgeskemaundersøgelser, der giver vigtig viden til Ældre Sagens arbejde for bedre vilkår for alle ældre.
Viden & rådgivning

Den sidste tid

Der kan opstå mange spørgsmål, når døden nærmer sig. Læs om, hvad det er vigtigt at tage stilling til, både for den, der er døende og de pårørende.

Sidst opdateret 17.03.2026