Må jeg arbejde som førtidspensionist?
Hvor meget du må tjene som førtidspensionist afhænger af, om du har fået bevilliget førtidspension før eller efter 1. januar 2003. Læs artiklen og få at vide, hvad du skal være opmærksom på.
Du kan godt arbejde, selv om du får førtidspension, men reglerne afhænger af, hvornår din førtidspension blev bevilget. Arbejde og indtægt kan påvirke din førtidspension, og derfor er det vigtigt at få afklaret dine muligheder med kommunen, før du siger ja til et job. Få overblik over reglerne for både den gamle og den nye førtidspensionsordning og, hvad du skal være opmærksom på.
Hvor meget du må tjene ved siden af din førtidspension afhænger af, om du har fået bevilliget førtidspension før eller efter 1. januar 2003.
Hvis du har fået bevilget førtidspension før den 1. januar 2003
Hvis du har fået har fået bevilliget førtidspension inden 1. januar 2003, har du mulighed for at gøre brug af det, der kaldes resterhvervsevne. Resterhvervsevne er den tid, du er blevet vurderet til at kunne arbejde.
Så meget må du arbejde og tjene
Hvis du fx har fået bevilget den mellemste førtidspension, så er din resterhvervsevne 1/3, og du må arbejde 12-13 timer om ugen.
Når det er sagt, så er det altid en god idé, at du kontakter din kommune inden for at drøfte dine muligheder.
Blandt andet skal du være opmærksom på, at det, du tjener ved at arbejde, vil blive regnet med i dit indtægtsgrundlag, når din førtidspension skal beregnes.
Du kan ikke miste retten til gammel førtidspension, men den kan blive gjort hvilende, hvis du har en arbejdsindtægt, der er mere end dobbelt af grundbeløbet, 177.072 kroner i 2024.
Læs om regler for beregning af ”ny” førtidspension i Ældre Sagens håndbog "Værd at vide"
Hvis du har fået bevilget førtidspension efter den 1. januar 2003
Er din førtidspension bevilget efter den 1. januar 2003, har kommunen vurderet, at din arbejdsevne er varigt og væsentligt nedsat. I så fald er det vigtigt, at du kontakter kommunen for at få vurderet, om det er i orden, at du arbejder lidt. Også selvom det kun er få timer om ugen.
Hvis kommunen godkender, at du arbejder, vil din arbejdsindkomst blive regnet med i dit indtægtsgrundlag, når din førtidspension skal beregnes.
Se satserne for førtidspension 2022, og læs om betingelserne for at få førtidspension
Få mere viden om førtidspension her
Få rådgivning
Du er altid velkommen til at kontakte vores socialrådgivere og andre eksperter, hvis du har brug for hjælp eller gode råd.