Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Tænder

Pleje af dine tænder, når du bliver ældre

Dine tænder kan godt holde til et helt livs slidtage og belastning, hvis du passer godt på dem. 

Med alderen kan det blive sværere at holde tandhygiejnen i top – måske fordi du får udfordringer med motorikken, men også fordi alderen slider på tænder og tandkød.

Heldigvis er tandhygiejne og tandeftersyn meget mere i fokus i dag, end det tidligere har været. Det betyder, at du har alle muligheder for at passe på dine tænder, så du kan bevare dem længe.

Tandhygiejnen er forbedret

Før i tiden var det almindeligt, at man som ældre mistede sine tænder. Helt frem til 1980’erne var næsten 60 pct. mellem 65-85 år tandløse. Kun 17 pct. havde tænder nok i munden til at kunne klare sig uden tandproteser.

Sådan er det heldigvis ikke mere, for antallet af ældre, der har mistet tænderne, er halveret siden dengang.

Det skyldes, at der er kommet mere fokus på tandhygiejne og eftersyn af tænderne.

Finmotorikken besværliggør tandbørstningen

Tandproblemer, der kommer med alderen, er ikke unormalt – også selv om du har været grundig med tandbørsten.

Tandproblemerne opstår blandt andet, fordi det bliver sværere at håndtere tandbørsten, tandtråden og tandstikkerne, fordi finmotorikken bliver dårligere med alderen.

Læs også: 5 gode råd til tænder og mund

Mundhygiejne har betydning for dit helbred

Dårlig mundhygiejne kan medføre eller forværre en række sygdomme. Sygdomme og medicin kan også, den anden vej rundt, påvirke din mund og mundhygiejne.

Dine tænders tilstand har på den måde indflydelse på din generelle sundhed.

Læs også: Mundhygiejne har betydning for dit helbred

Når du skal have behandlet dine tænder

Der er forskellige tilskud, du måske kan drage nytte af, hvis dine tænder bliver dårlige, og du får behov for at få behandling af tandlægen.

Tilskuddene varierer alt efter hvilken type behandling, du har brug for – og dine økonomiske forhold.

Læs også: Sådan får du tilskud til dine tænder


Kilder: 
Sundhedsstyrelsenwww.sundhed.dk

Politik

Det har Ældre Sagen opnået 

Læs om politiske resultater

Sidst opdateret 26.06.2023