Bliv medlem
Søg på www.aeldresagen.dk

Kost

Kost, krop og alder

Underernæring: Det skal du være opmærksom

Underernæring eller pludseligt vægttab kan være farligt og tegn på, at noget ikke er, som det skal være.

Der skal en læge eller andet sundhedsfagligt personale til at vurdere, hvornår du er underernæret. Fagpersonen kigger på, hvor hurtigt du har tabt dig, og hvordan det i øvrigt står til med helbredet.  

Hvorfor taber man sig? 

Der kan være mange grunde til, at du taber sig. Appetitten hænger tæt sammen med helbred, humør og livsglæde. Sygdom, sorg og ensomhed er nogle af de hyppigste årsager til, at du mister lysten til at spise.

Fx kan det at miste en ægtefælle gøre, at du mister appetitten og lysten til at spise i det hele taget.

Hvis en, du kender, har mistet sin ægtefælle, så vær ekstra opmærksom på, om personen isolerer sig. Hold lidt ekstra øje med spisevanerne. Det er en god idé at invitere på aftensmad lidt hyppigere end ellers. Tilbyd at købe ind eller komme forbi med lidt mad til fryseren.

Vær opmærksom på dårlige kostvaner

Vægttab kan også handle om uhensigtsmæssige kostvaner. Hvis du fx over længere tid springer måltider over eller ikke får nok at spise og drikke, kan det ende med at blive en dårlig vane, som gør, at du taber dig.

Hvis du er sund og rask, anbefaler vi, at du spiser efter de syv officielle kostråd. Hvis du er over 65 år, skal du være særligt opmærksom på, om du får nok proteiner.

Læs artiklen: Spis sundt og klimavenligt med de 7 kostråd

Hvis du er underernæret, har du brug for fed og proteinrig kost. Kommunen eller din læge kan hjælpe dig med anbefalinger til din kost.

Det skal du gøre, hvis du har svært ved at tygge

Hvis du har problemer med tænderne eller har andre fysiske problemer, kan det blive ubehageligt for dig at tygge og synke maden.

Du kan tale med din kommune om at få hjælp, hvis du har tygge- og synkebesvær. Der er fx mulighed for at få mad, der er lavet specielt til mennesker, der har tygge- og synkebesvær. Desuden kan det være en god idé at tale med tandlæge for at finde ud af, om problemerne kan være relateret til dine tænder.

Lige meget hvad grunden er til, at du taber dig, uden det er planlagt, er det vigtigt at gå til lægen. Det er vigtigt at finde ud af, hvad der skal til for at bremse vægttabet og sørge for, du kommer til at få den rette kost for at kunne modstå sygdom og sikre en god livskvalitet.

Læs også: Opdag og modvirk dysfagi: Tygge- og synkebesvær

Sidst opdateret 21.12.2022