Ny seniorpension skal være så velkommen

Det er rigtig godt nyt, at regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre er nået frem til en ny og forbedret ordning for nedslidte seniorer
02.05.2019

Den stigende folkepensionsalder fylder i danskernes sind, og den skaber bekymring om, om man kan arbejde frem til folkepensionsalderen , og om man kan få en værdig afslutning på arbejdslivet.

Det er et stort fremskridt, at aftaleparterne vil gennemføre markante ændringer for at sikre nedslidte seniorer en reel og værdig mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, før de når folkepensionsalderen.

- Med aftalen bliver det lettere for nedslidte at forlade arbejdsmarkedet. Det er meget vigtigt, at visitationen baseres på en økonomisk uafhængig og lægefaglig vurdering, hvilket har været et vigtigt punkt for os for at undgå kassetænkning, understreger Bjarne Hastrup, adm. direktør i Ældre Sagen.

Det er også positivt, at man nu vil kunne få seniorpension seks år før folkepensionsalderen, i stedet for fem år før folkepensionsalderen.

- Det er også vigtigt, at retten til seniorpension gøres helt uafhængig af ens tidligere tilknytning til arbejdsmarkedet, siger Bjarne Hastrup.

Det er helt essentielt for Ældre Sagen, at der er med seniorpensionen er sket en markant forbedring for dem, der er nedslidte nu, og som har brug for at trække sig tilbage nu og her.

Og at det er uanset, om man er slidt fysisk eller psykisk, og uanset om man er murer, skolelærer, butiksassistent eller biolog.

Det er dog vigtigt, hvem der skal tilkende den enkelte sin seniorpension, og at det bliver en uvildig instans.

Læs også: En værdig afslutning på arbejdslivet

Sidst opdateret 07.05.2019