Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Sundhedsvæsen

Ældre patienter i sundhedsvæsenet

Bedre medicinsikkerhed

Ældre Sagen arbejder for at komme fejlmedicinering og medicinspild til livs

Ældre har typisk mange forskellige sygdomme og tager derfor ofte rigtig meget medicin.

Faktisk er hver femte over 75 år i behandling med mindst fem forskellige lægemidler.

I gennemsnit får ældre mennesker seks forskellige typer medicin, inden de flytter på plejehjem. Og når de flytter på plejehjem, får de i gennemsnit otte forskellige lægemidler.

Fejlmedicinering har alvorlige konsekvenser

For særligt svækkede, ældre mennesker kan en forkert dosis have fatale konsekvenser. Medicinfejl er hvert år skyld i flere tusinde indlæggelser og desværre også dødsfald.

Ældre Sagen arbejder derfor for at få skabt en større medicinsikkerhed. Det er både ift. at sikre at man får ordineret den rette medicin, at der er overblik over og ryddet op i ens medicin og at der er de rette kompetencer hos de ansatte, der hjælper med at administrere mange ældres medicin.

Læs også: Alt for mange med demens får antipsykotisk medicin

Ældre Sagen er med i Alliancen Stop Medicinspild
Alt for meget medicin bliver håndteret forkert. Det truer både patientsikkerhed, vores miljø og sundhedsøkonomien – stik imod hensigten.

Derfor er Ældre Sagen sammen med Pharmadanmark, Danmarks Apotekerforening, Gigtforeningen og Lægeforeningen gået sammen i ’Alliancen Stop Medicinspild’, der har til formål at hindre medicinspild og miljøbelastning fra medicin.

Det skal ske ved at fokusere på bedre brug af medicin og ved at gøre os alle opmærksomme på, at medicinrester skal afleveres på apoteket og destrueres korrekt.

Medicin i hjemmet

Medicinsikkerhed er også et spørgsmål om at sikre, at man får den rette medicin derhjemme. Mange medicinrester kan være farligt for en selv, men også fra andre i husstanden.

Samler man til lager i medicinskabet, kan det blive svært at huske, hvad man skal tage, og hvad der ikke længere skal bruges eller er blevet for gammelt.

Ældre Sagen har derfor sammen med alliancen sat fokus på, at ubrugt og udløbet medicin skal afleveres på apoteket af hensyn til miljøet, men også for ens egen sikkerhed.

Læs mere om Alliancen Stop Medicinspild på stopmedicinspild.nu

Sidst opdateret 07.02.2024