Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Alderisme i Danmark

Begrænser din alder dig?

Ingen skal bortdømmes på grund af alder

Forskelsbehandling og fordomme over for ældre fylder for meget

Mange ældre mærker alderisme i det daglige.                  

Den kommer til udtryk ved, at man bliver overset, udsættes for forskelsbehandling, møder fordomme og føler sig mindre værd.

Ældre Sagen arbejder for et aldersinkluderende samfund, hvor ingen dømmes ude på grund af deres alder.

Puds den fordomsfulde linse

Det er forkert at tro, at man alene på grund af alder ikke længere er attraktiv på arbejdsmarkedet, at man ikke fortjener samme behandling som andre, og at man kan køres ud på et sidespor.

Derfor mener Ældre Sagen, at der skal tages et opgør med alderismen. Vi skal have pudset den fordomsfulde linse, som mange ser ældre igennem, så vi i stedet kan se hinanden som mennesker og ikke blot som et billede på en særlig alder.

Der findes næsten 1,3 millioner danskere over 65 år. 1,3 millioner, som alle går under benævnelsen ”ældre”. Ældre Sagen mener, at det er unuanceret, for alderdommen er meget mere mangfoldig, end ældre-mærkaten signalerer. Og med fraværet af nuancer, kommer fordommene.

Forkert at sætte ældre i bås

I livets første fase står benævnelserne i kø: Baby, barn, teenager, ung – og det er blot de første 20 år. Når du nærmer dig de 65 år, bliver du ældre – og her befinder du dig resten af livet.

Hos Ældre Sagen mener vi, at det er sprogligt fattig og værdimæssigt forkert at sætte så mange i samme bås. Mangfoldigheden blandt mennesker oppe i årene er lige så stor som blandt de yngre, og ingen skal bortdømmes på grund af alder.

Det kræver et nyt nuanceret sprog, ny viden om alderisme, en fælles samtale og holdnings- og adfærdsændringer – både på individniveau og som samfund. Det arbejder Ældre Sagen for.

Sidst opdateret 03.06.2026