63 år og sat i bås

– Alderisme er den følelse, man kan gå med, men som man ikke taler så højt om. Ting, der bliver sagt mellem linjerne, og samtaler, hvor man føler sig udenfor. Alderisme er svær, hvis vi ikke taler om det, siger Hanne Ponsaing Bing, 63 år.

Stor rygsæk med erfaring

Hanne arbejder med mennesker i HR-branchen og har igennem sit arbejdsliv fået en stor rygsæk med erfaring, som hun selv og hendes kolleger trækker på. Yngre kolleger kommer til og kan noget som hun slet ikke kan. Og sådan kan de berige hinanden i hverdagen.

Men alderen har også en slagside.

– Nogle mennesker tænker ikke over, at de kan komme til at tale nedladende om ældre kolleger. Fx at ”nu er han eller hun oppe i alderen og behøver vist ikke at få mere efteruddannelse” eller ”skal han eller hun mon ikke snart på pension”.

Det er ikke af ond vilje, men det kan virke stødende.

Savner respekt for ældre

Hanne savner, at vi har fokus på det positive ved at være en ældre på arbejdspladsen og generelt bare det at være ældre. Det kan gøre noget ved identiteten at bliver behandlet som “en ældre” frem for et menneske med egen personlighed og egne evner.

Hanne har tidligere boet i Spanien i 12 år, og der oplevet en respekt for den ældre generation, som vi godt kunne lade os inspirere af.

– I dag skal vi jo arbejde indtil vi er megagamle, og heldigvis har mange af os også lyst til det, inklusive mig selv. Men vi taler ikke om, hvad det betyder. Lad os tale mere om, at mange af os skal arbejde til vi er 68-70 år – og af den grund skal vi have rykket ved, at 60 år er tæt på pensionsalderen.

Men det handler jo ikke kun om andre, for når jeg reflekterer over det, så handler det også om mig selv og min egen sårbarhed omkring det at blive ældre – og jeg bryder mig ikke om at blive sat i bås, siger Hanne Ponsaing Bing.