Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Fra kunstner til folkeskolelærer

Et ‘boheme-arbejdsliv’ med en høj grad af individualisme blev afløst af struktur, tidsplaner og kolleger, da Freya Hvaste uddannede sig til folkeskolelærer som 60-årig.

Mig? Skolelærer? Det kan jeg ikke forestille mig! Sådan tænkte Freya Hvaste, da en veninde foreslog hende at blive folkeskolelærer. Freyas arbejdsliv var på det tidspunkt endt i en blindgyde. En stressperiode og en lettere depression havde taget energien fra hende, og hun kunne ikke finde motivationen til at bygge den fortælle-virksomhed op igen, hun ellers havde levet af en del år.

— Jeg var i slutningen af 50’erne og et sted i mit liv, hvor der var brug for noget ro. Så hvad skulle jeg?

Freya Hvaste blev færdiguddannet lærer som 60-årig

Freya Hvaste har arbejdet som keramiker og levet af sin fortæller-virksomhed. Hun havde i mange år et selvstændigt og farverigt arbejdsliv, og folkeskolelærer passede ikke ind i hendes selvbillede.

— Jeg har altid set mig selv som et menneske med en individuel personlighed, der arbejdede med unika. 

Freya Hvaste blev uddannet fra Skolen for Brugskunst i slutningen af 1970’erne. Sammen med sin daværende kæreste bankede hun et keramikværksted op, som de levede af i 15 år. 

— Det var hårdt. Økonomien haltede, og det ødelagde min ryg at sidde ved drejebænken, så jeg rendte til kiropraktor. Og så er det jo ofte sådan, at når noget braser sammen, så er der meget, der braser sammen, fortæller Freya Hvaste, der måtte igennem en skilsmisse, en økonomisk usikker periode og et job, der gav hende stress.

Manglede børn i sit liv

Da Freya Hvaste var kommet ovenpå igen, bragte hendes veninde lærer-ideen på bane. På det tidspunkt havde Freya rundet de 57 og skulle lige tygge på ideen. Ikke så meget på grund af sin alder.

— Det var behovet for at være unik, som vi lærte på Kunsthåndværkerskolen, der skulle ædes. Men jo mere jeg tænkte over det, jo mere oplagt virkede det. Jeg har ikke selv børn og manglede dem i mit liv. 

Da Freya kunne få merit for både billedkunst og religion og havde en mand, der bakkede hende op, tog hun hul på uddannelsen.

— Det var fedt at komme op i omdrejninger, få ny viden og skulle læse til eksamen, siger Freya, der ofte kørte parløb med den yngste på holdet. “En tavs finne,” som hun siger. 

— Vi var lidt yt begge to, griner Freya Hvaste, der dog havde det fint med studiekammeraterne.

Krævende, men også fantastisk

I dag er hun fastansat lærer på Havndal Skole i en 20-timers stilling. Hun har fået et mere nuanceret billede af lærergerningen.

— Det er kommet bag på mig, at det er så krævende. Der er mange parametre, du skal have tjek på: Fx forberedelse, konflikthåndtering, stemmeføring og have styr på det faglige. 

Freya Hvaste har fået øjnene op for fordelene ved sit nye arbejdsliv. 

— Jeg har jo aldrig rigtig haft kolleger. Det har jeg nu, og jeg ser mange flere mennesker end før. Og børnene giver mig så meget. Tænk, at diskutere etik med en 6. klasse. Det er fantastisk. 

Hun vil gerne fortsætte, til hun er 70, men siger også:

— Jeg skal udvikle mig, og der skal være mere sjov end bøvl. Det har jeg lovet mig selv.

Læs mere om karriereskift sent i livet 

Læs om Dorte, der skiftede fra bankrådgiver til sygeplejerske
Læs om Mads, der skiftede fra IT-konsulent til journalist 

 

Sidst opdateret 02.09.2019