Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Fra bankrådgiver til sygeplejerske

En følelse af trummerum fik Dorte Pedersen til at forlade bankverdenen og læse til sygeplejerske, da hun var tæt på de 50 år.

Bliver det for meget? Hvad med økonomien? Kan jeg overhovedet finde ud af det? Spørgsmålene summede i hovedet på Dorte Pedersen, da hun skulle beslutte, om hun skulle kaste sig over sygeplejestudiet som næsten 50-årig. Men med god støtte fra sit familiebagland gik hun ombord i det nye. 

— Jeg har haft kæmpe opbakning fra min mand. Det var afgørende for, at jeg kom igennem, siger Dorte Pedersen, der i dag er 56 år. Hun er udlært i en bank, men hun kunne lige såvel være havnet et andet sted, mener hun.

— Jeg har altid haft lyst til så meget forskelligt og er dårlig til for meget trummerum, men man kan jo kun have én karriere ad gangen.

Dorte har haft mange gode oplevelser og søde kolleger, i de 25 år hun arbejdede som rådgiver i forskellige mindre banker. Men uvelkomne forandringer betød, at arbejdsglæden forsvandt.

— På grund af finanskrisen kom der krav om forskellige tests, som vi skulle bestå under tidspres. Der kom større krav til kreditvurderinger og flere formularer, jeg skulle udfylde, om og med kunderne. Det blev for tungt at arbejde med. 

Dorte Pedersen forlod bankverdenen for at læse til sygeplejerske

Tog en timeout

— Jeg kan godt lide at være sammen med mennesker og kan ikke lade være med at få hjertet med. Jeg ville gerne hjælpe kunderne og gøre det bedste for dem, men det blev sværere med tiden, følte jeg,” siger Dorte Pedersen.

Dorte forsøgte at finde nye udfordringer. Efter flere forgæves forsøg på at lande i noget, hun var glad for, satte hun sig og skrev alle de professioner ned, hun kunne se sig selv i. Sygeplejerske toppede listen, og havde allerede som ung haft hendes interesse. Med familien som heppekor tog hun springet til tre et halvt års studier.  

— Jeg var betænkelig over at skulle være på SU og tænkte på at skulle være sammen med unge, der jo mest taler om, hvad de har lavet i byen i weekenden. Men den betænkelighed blev dog gjort til skamme, griner Dorte, der tog et fjernstudie, så hun ikke skulle køre fra Vojens til Sønderborg hver dag. 

— Jeg tror ikke, jeg kunne gøre det igen. Men det var en sejr at blive færdig. Jeg måtte knibe mig i armen: Er du virkelig sygeplejerske? fortæller hun.

Det er hun, og i dag fastansat i hjemmesygeplejen i Haderslev. Hun har valgt en ydmyg tilgang til sit nye fag.

— I bankverdenen havde jeg myndighed i kraft af min erfaring. Som nyuddannet sygeplejerske har jeg været bevidst om, at jeg er novice. 

Men hendes livserfaring giver et godt fundament at stå på, siger hun.

Dorte Pedersen mener ikke, hun havde holdt endnu 20 år i bankverdenen, og har i dag fået det arbejdsliv, hun ønskede. Selv om det er hårdt og travlt, føler hun stor tilfredshed i jobbet.

— Jeg var gået helt død. Men havde nogen sagt: Du bliver sygeplejerske i din karriere nummer to, så havde jeg nok sagt: ”Mon dog?” Det er en gave at kunne udleve en drøm. Især når vi skal være på arbejdsmarkedet så mange år,” mener Dorte Pedersen.

Læs mere om karriereskift sent i livet 

Læs om Freya, der skiftede fra kunstner til folkeskolelærer
Læs om Mads, der skiftede fra IT-konsulent til journalist

Sidst opdateret 02.09.2019