Du skal sikre din pension
Bliver du separeret eller skilt, risikerer du, at din partner tager pensionsopsparingen med.
Du skal sikre din pension, hvis du bliver separeret eller skilt. Undgå skævdeling. Især som kvinde kan du risikere, at din partner tager hele pensionsopsparingen. Derfor er det en god ide med en ægtepagt om fælleseje. Ældre Sagen har sammen med MitTestamente.dk udviklet en online formular, som du og din partner kan bruge.
Kvinder har ofte et lavere lønnet job end manden. Og det er ofte kvinder, der har passet parrets børn i hjemmet, og derfor har været udenfor arbejdsmarkedet i en periode. Nogle kvinder kan desuden have indbetalt til mandens private pensionsordninger for at kunne udnytte tidligere skattefradrag bedst muligt.
Derfor risikerer nogle kvinder at have en mindre opsparing end manden. Det kan være et problem, hvis I skal skilles.
Undgå skævdelingen
I kan sikre den deling, I ønsker ved at oprette en ægtepagt om fælleseje af visse pensionsordninger.
Samtidig er det muligt at aftale en økonomisk kompensation for ordninger, som I ikke kan aftale at dele ved hjælp af ægtepagten.
Derfor bør du overveje at oprette en ægtepagt, hvor værdien af pensionsopsparingen (eller en del heraf) indgår i fællesboet i tilfælde af, at man skal separeres eller skilles.
Læs også: 'Få pensionen til at række'
Sådan sikrer I hinanden
Hvis I vil være sikre på, at der sker den deling af jeres kapital- og ratepensioner, som I ønsker, uden at der opstår diskussioner om, hvorvidt disse pensionsforskelle er rimelige, skal I bestille en ægtepagt om økonomisk kompensation – herunder med deling af pensioner i det omfang det er muligt.
Ældre Sagen har sammen med MitTestamente.dk udviklet en online formular, som du og din ægtefælle kan bruge. Selvom den er udformet især til brug ved ægteskabets indgåelse, kan den anvendes og tilpasses af vores advokatforbindelse til folk i eksisterende ægteskab. For korrekt udfyldelse skal du være opmærksom på dette.
Læs mere om at oprette en ægtepagt
Læs mere om deling af formue, særejetyper og ægtepagt i Ældre Sagens håndbog "Værd at vide"
Få rådgivning
Du er altid velkommen til at kontakte vores rådgivere, hvis du har brug for hjælp eller gode råd.
