Læsetid: 3-5 minutter
--------------------------
Rejser du med offentlig transport, har du formentlig et fysisk rejsekort, du tjekker ind og ud med på stationen, hvis du ikke allerede er gået over til Rejsekort-appen. Med Rejsekort-appen på telefonen kan du slippe for at bruge det fysiske Rejsekort.
Når det fysiske kort udgår helt i maj 2026, vil der være alternative muligheder for dig, der ikke ønsker at bruge den digitale løsning med en app på telefonen.
Læs mere om det fysiske kort Basiskort (på www.rejsekort.dk)
Muligheder med Rejsekort-appen
- Appen hedder Rejsekort. Alle med en smartphone har mulighed for digitalt at tjekke ind på rejser med offentlig transport uden at bruge et fysisk kort.
- Alle kan bruge appen til at rejse. Pensionister under og over 67 år og mennesker med handicap kan nu oprette sig i appen og rejse til en lavere pris. Børn og unge under 18 år kan sammen med en værge eller forælder checke ind og ud i appen.
- Selve betalingen vil være knyttet til dit foretrukne betalingsmiddel, så du ikke skal tanke op, inden du rejser. Det vil sige, at du fra dag til dag kan se, hvor meget du bruger på kollektiv transport på din bankkonto. Du kan også følge med i dit forbrug på din Rejsekort-app ved kvitteringer på mail og ved at kontakte kundecenteret.
- Husk, at der er forskel på at rejse med kort og app – her er de vigtigste ifølge Rejsekort:
1) Du skal checke ind via appen på din telefon, inden du stiger ombord på transportmidlet, og først checke ud via appen når du er steget af.
Det er særligt vigtigt at huske i busserne, hvor du med Rejsekort som kort kan checke ud inden du går ud. Checker du ud i Rejsekort-appen i bussen FØR du er stået af, kan det opfattes som misbrug og kan ved kontrol medføre en afgift.
2) Du skal ikke checke ind igen, når du skifter mellem transportmidler på samme rejse.
3) Du skal først checke ud, når din rejse er helt slut. Hvis du glemmer at checke ud, sker det automatisk den følgende nat. Du kan også kan vælge at tilføje ’Smart check ud’ i din opsætning.
4) Du skal ikke tanke dit Rejsekort op – alle dagens afsluttede rejser med Rejsekort-appen opgøres og betales dagligt via dit tilknyttede betalingsmiddel.
Læs Rejsekortets pressemeddelelse
Funktioner i Rejsekort-appen for pensionister
Rejsekort-appen har flere funktioner, som kan være en hjælp, hvis du er pensionist.
- Du kan rejse til en lavere pris, hvis du er pensioneret. Er du 67 år eller ældre, får du automatisk pensionistrabat når du bruger appen.
Hvis du er pensionist under 67 år, kræver det, at du opdaterer din profil i appen og vælger den rigtige kundetype. Når det er gjort, får du automatisk den rabat, du er berettiget til, når du checker ind.
- Med funktionen ’Smart check ud’ får du en påmindelse, hvis du glemmer at checke ud. Rejsekort-appen sender en notifikation til din telefon mellem 10 og 30 minutter efter, du er stået af. Her kan du vælge at checke ud eller fortsætte din rejse.
- Du kan også nemt tilføje medrejsende, cykel eller hund direkte i appen.
Du kan læse mere om appens funktioner på www.rejsekortsomapp.dk
Basiskort – et alternativ til appen
Basiskortet er et fysisk kort til dig, der foretrækker at rejse med kollektiv transport uden en smartphone.
Med Basiskort kan du rejse i hele Danmark, undtagen Bornholm.
Læs mere om Basiskort på Rejsekortets hjemmeside
Har du spørgsmål angående skiftet til det nye Rejsekort, anbefaler vi dig, at du kontakter www.rejsekort.dk
Om artiklen Kilde
Ældre Sagen.
Skribent
MetteMaje Skøtt, Digital producent, Ældre Sagen.